0-0 i første playoff-kamp

14. maj. 2017

Et flot fremmøde på Blue Water Arena gav spillerne den opbakning, de havde brug for, og de blev således tiljublet, allerede da de entrerede banen til opvarmning. Kampens betydning var tydelig i alle 90 minutter, hvor der var høj intensitet, og en halvleg med chancer til hvert af holdene. Hverken Esbjerg fB eller AGF fik dog bolden i målet, og kampen endte 0-0, inden returopgøret i Aarhus på onsdag.

6.305 tilskuere var mødt op fra hele regionen for at bakke EfB op i de hårde tider, og det virkede til, at spillerne tog støtten til sig. Det var således nogle tændte og aggressive esbjergensere, der fra første fløjt leverede højt tempo og god intensitet. Det gav tidligt en god mulighed til Jeppe Andersen, da Robin Söder vandt en hovedstødsduel og forlængede bolden til Andersen, som drev den frem og fra kanten af feltet afsluttede tæt forbi den ene stolpe.

Efterfølgende kæmpede de to hold om midtbanedominansen indtil, at hjemmeholdet satte sig på spillet. Først spillede Lasha Parunashvili fra venstre side af banen bolden ind til Robin Söder, der ramte bolden lidt skævt og headede bolden på tværs af feltet. Kort tid efter slog Otar Kakabadze bolden fra højre og ind mod Robin Söder, der blev tacklet, så bolden gik til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark endte bolden ved Lasha Parunashvili, der sparkede over mål.

Få minutter efter driblede Otar Kakabadze til stor jubel bolden forbi et par aarhusianere, inden han spillede bolden ud til Awer Mabil på højre kanten. Australieren spillede bolden indover til Robin Söder, der i flere omgange fik sin afslutning blokeret, så spillerne gik til pause ved stillingen 0-0.

Awer Mabil startede anden halvleg i fuld fart, og efter få minutter løb han fra gæsteholdets forsvar, men målmand, Aleksandar Jovanovic, kom godt ud og sparkede bolden til indkast.

I kampens slutning satte gæsteholdet sig i højere grad på spillet, og det medførte et par chancer til den indskiftede Mustapha Bundu. Først modtog han bolden fra venstre og afsluttede mod mål, men Marco Lund fik heroisk blokeret skuddet. Senere fik Morten Duncan Rasmussen en fin mulighed, da han fra kort afstand headede mod mål, men jeppe Højbjerg reddede flot.

Mustapha Bundu gav Jeppe Højbjerg atter muligheden for at vise prøver på sit talent, da han fra kort afstand afsluttede forbi målmanden, men vestjyden reddede flot skuddet med en fodparade. I kampens tillægstid kom Bundu alene igennem i venstre side, men hans afslutning gik forbi mål, og kampen sluttede 0-0.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider