EfB sænkede topholdet

03. maj. 2014

EfB hentede tre flotte point i det nordjyske, hvor AaB blev slået med 2-0 i et underholdende og chancerigt opgør. Martin Pusic blev første målscorer, inden Mick van Buren fik brudt måltørken, da han scorede til slutresultatet.

De mange tilskuere på Nordjyske Arena fik fra opgørets begyndelse og kampen ud serveret offensivt og underholdende fodbold. Chancerne kom nærmest på samlebånd i første halvleg, hvor begge hold havde mulighederne til scoringer. Jeppe Andersen og Peter Ankersen forsøgte sig tidligt med langskud, men AaB-keeper Nicolai Larsen tog sig af forsøgene, når de var inden for rammen.

Alligevel var det hjemmeholdet, der fik opgørets første store chance. Nicolaj Thomsens afslutning kastede en giftig retur af sig, men Martin Dúbravka forhindrede unge Andreas Bruhn i at score på returen. Der tilfaldt det nordjyske tophold endnu en stor chance få minutter efter Bruhns afbrænder. Kian Hansen gled på den nordjyske banehalvdel, hvilket gav en friløber til Rasmus Jönsson. I returløbet fik Michael Jakobsen dækket op for Lukas Spalvis, der søgte ind i midten af feltet, så Jönsson var tvunget til at forsøge sig med en afslutning. Den parerede Dúbravka, hvorefter Kian Hansen og Magnus Lekven efterfølgende fik clearet for esbjergenserne.

Martin Pusic fik bolden sendt i mål i første halvleg, men scoringen blev underkendt for en offside, da Hans Henrik Andreasen var kommet lidt for langt frem, da indlægget fra Jakob Ankersen ramte den rutinerede EfB’er, inden den røg hen til Pusic. I den anden ende var det stolpe ud for hjemmeholdet. Nicolaj Thomsen brød igennem EfB-defensiven, hvorefter Kasper Kusk tog over med en førstegangsafslutning, da Thomsen havde fået bolden ind i feltet. Afslutningen mod fjerneste stolpe tog opstanderen og endte hos ellers målfarlige Lukas Spalvis, der til stor ærgrelse for størstedelen af tilskuerne på Nordjyske Arena fik sendt returen forbi mål.

Hjemmeholdets mange farlige afslutninger var for en stund pakket væk, da de to mandskaber indtog banen efter pausen. De sortklædte esbjergensere trykkede godt på fra anden halvlegs start, så Superligaens tophold var trykket godt tilbage i anden halvlegs indledning. Efter 54 minutter var den god nok, da Martin Pusic endnu engang fik sendt bolden i mål. Magnus Lekven fandt en fremstormende Jonas Knudsen på venstre kant. Efter et godt løb lagde Knudsen en høj bold ind til Pusic, der med en brysttæmning frækt tog bolden med, hvorefter han headede bolden i mål via stolpen.

Pusic var tæt på at gøre det til 2-0 kort efter, da Nicolaj Larsen i AaB-målet fik fumlet med en tilbagelægning, men nordjyderne slap med skrækken. Den følgende tid var der et stærkt pres på hjemmeholdets mål, men endnu en scoring lod vente på sig.

Efter den dårlige start på anden halvleg, genfandt AaB lidt af deres gode spil fra før pausen, men der gik godt en halv times tid af anden halvleg, inden det for alvor blev farligt for nordjyderne. Anders Due tvang Martin Dúbravka ud i fuld længde, da han forsøgte at finde Anders K. Jacobsen ved fjerneste stolpe, men EfB-keeperen fik bokset bolden væk for næsen af AaB-angriberen.

Jacobsen fik mod slutningen af kampen en endnu større chance, da han fik serveret et fladt indlæg tæt på mål, men chancen blev misbrugt og sendt over mål. I det 89. minut blev Jeppe Andersen erstattet af Mick van Buren. Den hollandske angriber skulle ikke bruge mange minutter på banen, før han fik slukket sin måltørke. To minutter inde i tillægstiden fandt Jakob Ankersen hollænderen foran målet, hvor van Buren med en flot inderside satte punktum for en flot esbjergensisk anden halvleg, der sikrede EfB tre vigtige point i bestræbelserne på at sikre sig den femteplads, der kan give endnu en sæson med europæisk fodbold på Blue Water Arena.

Af Lars Johansen

nyheder_divider