Tungt nederlag i Odense

07. Apr. 2017

EfB startede med de samme elleve spillere, som cheftræner Lars Lungi Sørensen havde valgt til sidste rundes kamp mod Randers FC. Disse spillere kunne dog ikke forhindre Rasmus Festersen i at score to gange. Begge mål faldt i de første ti minutter af anden halvleg. Anders K. Jacobsen lukkede og slukkede kort før slutfløjt til slutresultatet 3-0. 

Gæsterne fik fra kampens start lagt et fint pres på fynboerne, hvor man med skarpe indlæg fik tilkæmpet sig tre hjørnespark inden for de første fem minutter. Ét af disse skarpe indlæg var ved at føre til en stor chance. Budu Zivzevadze driblede forbi sin direkte modstander, hvorefter han forsøgte at finde en medspiller inden foran mål, men indlægget blev afværget.

Efter et kvarters spilletid fik Awer Mabil en glimrende mulig, da Otar Kakabadze sendte et indlæg ind i panden på kantspilleren, der dog måtte se sit hovedstød gå over mål. I minutterne herefter var det hjemmeholdet, der sad på boldbesiddelsen uden dog at komme frem til afgørende muligheder.

I sidste fase af første halvleg bølgede spillet frem og tilbage, hvor esbjergenserne forsøgte at gøre sig farlige på omstillinger. Fem minutter før pausefløjt var det lige ved og næsten, da Jeppe Andersen fandt Budu Zivzivadze, der kom stormende ved bagerste stolpe, men georgieren fik ikke ordentlig træf på bolden.

Anden var knap startet, før hjemmeholdet kom foran. Jesper Jørgensen begik straffespark på Jeppe Tingager, og herefter var Rasmus Festersen sikkerheden selv. Jeppe Højbjerg gik til den rigtige side, men afslutningen sad for yderligt, og dermed blev Rasmus Festersen kampens første målscorer.

Kort efter var Budu Zivzivadze igen tæt på at komme på scoringstavlen, da et indlæg fra venstre nåede frem til angriberne, men igen manglede kvaliteten i afslutningsøjeblikket. Hjemmeholdet havde mere held med afslutningerne, da Rasmus Festersen atter fik bolden over målstregen. Han kom først på en returbold, som Jeppe Højbjerg gav på Jóan Símun Edmundssons afslutning.

EfB forsøgte at komme tilbage i kampen ved at sætte offensive kræfter på banen, men lige lidt hjalp det, da holdet ikke formåede at spille sig frem til store chancer. I stedet kunne Anders K. Jacobsen bringe sit hold på 3-0, da han opsnappede en stikning i dybden og sparkede kuglen under Jeppe Højbjerg. Målet blev også kampens sidste.

Af Martin Jørgensen

nyheder_divider