Afgørelsens halvanden time på Esbjerg Arena

06. Nov. 2013

Den dobbelte målscorer fra det første opgør mellem Esbjerg fB og IF Elfsborg, Hans Henrik Andreasen, vil også i det andet møde mellem de to mandskaber torsdag aften på Esbjerg Arena få en central rolle.

EfB-cheftræner Niels Frederiksen bebudede på pressemødet forud for morgendagens kamp en taktisk justering, hvis hensigt er at gøre rummene mere kompakte på den centrale del af banen, hvor Elfsborg foretrækker at bygge spillet op. Men også for at få gang i den målscoring, der har været en mangelvare i Superligaen i de seneste kampe.

- Ændringen sker lidt på baggrund af kampene i Superligaen, hvor vi ikke har kunnet score mål. Derfor vil vi få HH at se i en lidt anden funktion mod Elfsborg, også for at blive mere farlige helt fremme, siger Niels Frederiksen.

EfB skaffede sig med en 2-1-sejr i Borås et fordelagtigt udgangspunkt for at skabe overraskelsen og kvalificere sig videre fra gruppe C inden hjemmekampen, og det skal klubben tage vare på.

- Vi er nu på hjemmebane med mange tilskuere og spiller på et underlag, vi kender, og det skal vi drage nytte af. Vi skal spille op til vores bedste, stå godt på banen og tage os i agt for deres giftige hjørnespark, siger Hans Henrik Andreasen.

Han erkender, at det har været vanskeligt for mange af EfB-spillerne at omstille sig mentalt mellem kampene i de tre forskellige turneringer, klubben var med i indtil nederlaget til Lyngby BK i DBU Pokalen forleden.

Niels Frederiksen forudser en ny lige kamp ligesom i Borås, og selv om han tror på EfB’s fortsatte muligheder i gruppen, også selv om holdet ikke skulle indfri de høje forventninger om en sejr over svenskerne, underspiller han ikke kampens betydning.

- Det kan på mange måder blive en afgørende kamp, hvor vi kan sætte tingene på plads, hvis vi løser vores opgave og får lidt hjælp udefra. Vi vil gøre vores til at klare skærene med en sejr i morgen, og skulle vi gå videre fra gruppen, betragter jeg det som en overordentlig stor præstation, siger Niels Frederiksen.

Midtbanespilleren Magnus Lekven er fortsat ukampdygtig med en lyskeskade, og Jerry Lucena er ny i truppen i forhold til den første kamp mod Elfsborg.

EfB spiller kampen i Gruppe C i Europa League mod IF Elsborg torsdag den 7. november kl. 19.00 på Esbjerg Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider