Anfører og flere reserver skal slå Lyngby

30. okt. 2013

Esbjerg fB lader en række af profilerne sidde over i ottendedelsfinalen i DBU Pokalen mod Lyngby BK fra NordicBet Ligaen torsdag aften. De to norske spillere, Magnus Lekven og Mohammed Fellah, er ude med skader, og de øvrige skånes i et yderst krævende kampprogram.

- Vi deltager i tre turneringer og er ambitiøse i hver af dem, men stiller vi med de samme spillere i alle tre turneringer, vinder vi ikke noget. Netop denne kamp er velegnet til at sætte truppens bredde på spil og give en række spillere mulighed for at vise, at de er berettiget til mere spilletid, siger cheftræner Niels Frederiksen.

Han skåner ikke en række stamspillere - fra Frederik Rønnow i målet til Mushaga Bakenga helt i front - af mangel på respekt for sin tidligere klub, men for at fordele ressourcerne inden et program bestående af FC Midtjylland, IF Elfsborg og FC København i de næste kampe. Dog får anfører Hans Henrik Andreasen kamptræning midt i en periode med to karantænedage.

- Jeg forudser en helt lige match mod nummer tre i NordicBet Ligaen, som er et rigtig godt fodboldhold, blandt andre med fem spillere, der har erfaring fra to sæsoner i Superligaen: Nicklas Højlund, David Boysen, Mathias Tauber, Jeppe Brandrup og Patrick Mortensen. Vi har en ambition om at vinde kampen, og det tror jeg, vi kan med den trup, vi stiller med, siger Niels Frederiksen.

Lyngby er langt fra nogen ønskemodstander på den mulige vej mod kvartfinalen i begyndelsen af december. Til gengæld har hjemmeholdet ikke de bedste erfaringer med EfB, der slog holdet 2-1 i kvartfinalen i fjor og tidligere har vundet indbyrdes pokalkampe i 2005 og 2009. Lyngby med NordicBet Ligaens topscorer, Patrick Mortensen, har en topkamp mod Vejle BK i den kommende weekend at tænke på.

Efter 4. runde vil der højst være fem superligahold tilbage i DBU Pokalen, idet der er to rene superligaopgør i aften. 

EfB spiller kampen i 4. runde af DBU Pokalen mod Lyngby BK torsdag den 31. oktober kl. 20.15 på Lyngby Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider