Austin blev Man of the Match

Han dominerede den centrale midtbane, og derfor blev Rodolph Austin valgt som kampens bedste EfB’er af kampsponsor Middelfart Sparekasse.

Han tog allerede godt fra fadet i 1. halvleg, og særligt efter pausen var Rodolph Austin en af de absolut mest fremtrædende kræfter i det traditionsrige opgør mod Vejle Boldklub. I det tunge pres mod udeholdet i de sidste 45 minutter var den jamaicanske midtbanespiller en regulær drivkraft, og han var i flere omgange selv ved at komme frem til afslutningsmuligheder, der kunne have sikret et velfortjent point.

Derfor var kampsponsor Middelfart Sparekasse heller ikke i tvivl, da den bedste mand fra John Lammers tropper skulle udpeges, og afdelingsdirektør Mikael Breinholt Juhl kunne overrække midtbaneslideren et gavekort fra Butcher, som symbol på æren som Man of the Match.