Awer Mabil sikrede tre point mod Fredericia

21. jan. 2017

Esbjerg fB skulle i lørdagens træningskamp en tur østpå, hvor modstanderen hed FC Fredericia. 1. divisionsholdet kom bedst fra start, da Dennis Høegh bragte hjemmeholdet foran 1-0. I anden halvleg fik esbjergenserne vendt kampen, da Jesper Jørgensen scorede på straffespark, inden Awer Mabil lukkede og slukkede med et flot mål hen mod kampens slutning.

Efter blot ni minutters spil udnyttede Fredericia, at gæsternes presspil ikke fungerede optimalt. Herefter spillede værterne sig igennem vestjydernes forsvar, og til sidste endte et indlæg hos frontløberen Daniel Høegh, der stod på det rette sted og sendte læderet ind bag Jonas Jensen mellem stængerne.

Resten af halvlegen blev en rodet affære, hvor ingen af holdene formåede at sætte sig på opgøret. Manglende struktur hos begge mandskaber førte til, at de store muligheder udeblev, og dermed kunne hjemmeholdet drage mod omklædningsrummet med en føring på 1-0.

Der skulle ikke gå lang tid af anden halvleg, før EfB fik udlignet på kunstgræsbanen i Madsbyparken. Mads Hvilsom var tæt på at slippe fri i feltet til en afslutning, men angriberen nåede aldrig at få afprøvet Fredericias keeper, da han blev trukket i skulderen og tilkendt et straffespark. Jesper Jørgensen tog sig af sparket fra 11-meter-pletten, og det blev hamret sikkert ind i højre side af målet. 

Esbjergenserne formåede at sætte sig bedre på de sidste 45 minutter af kampen, hvor holdet, med en mere kompakt organisation, forsøgte at være dominerende. Midtvejs i anden halvleg fik Brent McGrath da også sendt bolden over målstregen, efter en dyb stikning fra Mads Hvilsom, men målet blev underkendt for offside. 

Hjemmeholdet havde også fine muligheder for at komme på tavlen, men det var stolpe ud for de rødblusede. Det var det ikke for Awer Mabil, der, efter flot presspil af Konstantinos Tstimikas, tog sagen i egen hånd og fintede sig igennem det østjyske forsvar. Kantspilleren kronede dribleturen med en glimrende afslutning, der blev sat fladt ind bag Fredericias målmand til stillingen 1-2, der også blev kampens slutresultat. 

- Vi forsøgte at at starte kampen ud med højt presspil, selvom vi ikke har fået øvet det nok på træningsbanen. Det fungerede slet ikke for os i dag, så den del er jeg ikke tilfreds med. I anden halvleg gik vi længere tilbage på banen og var mere kompakte, og det havde vi mere succes med. Hvis man skal tage noget positivt med fra kampen, så var der mange gode løb fra vores kanter og backs, og så er det altid dejligt med tre point, siger cheftræner Lars Lungi Sørensen.  

Af Martin Jørgensen

nyheder_divider