Bjørn Paulsen tryllede mod Viborg FF

04. Apr. 2016

Bjørn Paulsen viste fin teknik og scorede et flot mål, som afgjorde kampen, da EfB tog i mod Viborg FF. Viborgenserne truede mange gange det vestjyske mål, men Jeppe højbjerg viste sig som en sikker sidste skanse og sikrede esbjergenserne de tre point.

Esbjerg fB havde for første gang den blot 18-årige Mark Brink i startopstillingen, og der gik ikke mange minutter før han fik sat sit aftryk på kampen. Efter et hjørnespark opsnappede han bolden på kanten af feltet og blev nedlagt, men frisparket fra Casper Nielsen sneg sig over målet.

Få minutter efter viste Casper Nielsen sig i stedet i kreatørens rolle, da han kom igennem i højre side og sendte bolden indover til Bjørn Paulsen. Med en fræk afslutning bag om støttebenet lykkedes det for Bjørn Paulsen at lægge bolden i det lange hjørne uden chance for Peter Friis Jensen i målet.

Viborgenserne forsøgte hurtigt at svare igen, da Serge Deble fra venstrekanten sendte et hårdt indlæg ind til Osama Akharraz, der afsluttede mod mål, men Jeppe Højbjerg viste stærke reflekser og reddede afslutningen.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel før udeholdet truede Jeppe Høbjergs mål igen. Jesper Jørgensen spillede uheldigt Serge Deble, som trak igennem det vestjyske forsvar. Hårdt presset af Jeppe Brinch sendte han en afslutning mod mål, men Jeppe Højbjerg reddede flot. Senere truede også Osama Akharraz, da en aflevering blev sendt på tværs til hans fødder, men Jeppe Højbjerg reddede afslutningen.

Jonas Kamper var en farlig mand på viborgensernes højre kant, og han sendte flere gode indlæg afsted mod mål. Først kom Jeppe Brinch på tværs og blokerede til hjørnespark, og senere fik bolden lov at passere hele vejen til Lukas Lerager ved den bagerste stolpe, men Jeppe Højbjerg reddede flot hans afslutning.

Esbjergenserne truede også mange gange gennem deres højre kant, hvor Jeppe Andersen flere gange kom igennem. Et af hans gennembrud endte med et indlæg til Casper Nielsen, som fik hovedet på bolden, men det lykkedes ham ikke at dreje bolden i mål, og kampen sluttede 1-0 til EfB.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider