Bundstriden skærpet inden slaget mod Silkeborg

19. sep. 2016

EfB opnåede med 1-1 mod Randers FC for tredje hjemmekamp i træk point, men vandt ikke terræn i bunden af Alka Superliga, tværtimod. De to nærmeste hold i tabellen, SønderjyskE og Silkeborg IF, vandt begge sæsonens første sejr, og dermed er der lagt op til et ægte bundopgør mod Silkeborg tirsdag aften. Begge hold har seks point, og en eventuel taber vil blive efterladt på ligaens sidsteplads.

EfB’s cheftræner, Colin Todd, vil ikke ophøje kampen til at have særlig betydning, men fastholder, at den næste kamp altid er vigtig.

- Vi skal gøre vores pligt 100 procent, vores aggression med og uden bold skal være 100 procent, og vores evne til at præstere som hold er vigtig. Vi bevæger os i den rigtige retning og skal sikre os, at udviklingen fortsætter. I fodbold er der aldrig nemme kampe, og Silkeborg kommer med et boost fra at have vundet. Vi skal have tro på og tillid til hinanden, og som altid er vores vigtigste mål at vinde, siger Colin Todd.

Ligesom spillerne ærgrede han sig over, at en sejr over Randers FC fredag aften gled holdet af hænde, da modstanderne udlignede med et kvarters spilletid tilbage. Men tilbage står, at EfB på ny præsenterede sig i en bedre udgave end for blot få uger siden.

- Vi har været i vinderposition mod både SønderjyskE og Randers, og det skal vi formå at være i alle 90 minutter. Mod Randers brændte vi efter at score det andet mål og havde mulighederne til det. Når det ikke lykkedes, må vi acceptere det ene point. Mentalt har vi været igennem en hård periode, og der er tegn på noget positivt, som vi skal vise igen mod Silkeborg, siger Colin Todd.

Robin Söder blev syg op til kampen mod Randers og blev i truppen erstattet af Jeppe Brinch. Begge indgår i en 19-mandstrup til kampen tirsdag aften.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod Silkeborg IF tirsdag den 20. september kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider