Byd på spilletrøjer med autograf og støt unge

27. Jul. 2016

EfB spillede i de to første kampe i den nye sæson i Alka Superliga i trøjer, der markerede partnerskabet med de to sociale organisationer, headspace Esbjerg og Esbjerg – her passer vi på hinanden. Disse trøjer afløses nu af spilletrøjer med logoer på virksomhederne i Claus Sørensen Gruppen, der er klubbens nye hovedsponsor.

Du kan nu på EfB’s Facebook-side byde på hver enkelt af de næsten nye trøjer fra Nike, hvis design ligeledes er ændret til den nye sæson. Trøjerne er eksklusivt forsynet med autografen fra den spiller, der har båret hver enkelt trøje, og mindstebuddet er 500 kr. pr. trøje.

- Overskuddet fra salget af trøjerne vil gå ubeskåret til de to sociale organisationer, der begge arbejder for at skabe et bedre liv for udsatte unge. Vi håber, EfB-tilhængere vil tage godt imod den lille auktion og yde deres bidrag til at øge deres synlighed, siger adm. direktør Søren Poulsen.

Headspace Esbjerg og Esbjerg – her passer vi på hinanden vil også på EfB’s nye spilletrøjer være synlige, og de indgår med bidrag fra en række virksomheder i en hovedsponsorgruppe sammen med Claus Sørensen Gruppen.

Af Frede Madsen

nyheder_divider