Casper Nielsen fortsætter karrieren i OB

18. jan. 2017

Den 22-årige midtbanespiller, Casper Nielsen, skifter fra EfB til OB et halvt år før udløbet af sin treårige kontrakt med EfB. Han bliver dermed den anden EfB-spiller på få dage, som vælger at fortsætte karrieren i den fynske klub.

- Vi har givet Casper flere tilbud, men han ønskede ikke at forlænge sin kontrakt. Det gav os to muligheder: Enten at lade ham spille i EfB til udløbet af kontraktperioden eller at sælge ham til en pris, der er fair i forhold til det snarlige kontraktudløb. Vi valgte det sidste, siger EfB’s sportsdirektør, Ted van Leeuwen.

Casper Nielsen har spillet i EfB siden sine første fodboldår og har spillet 108 førsteholdskampe og scoret tre mål siden debuten som 18-årig mod Lyngby BK i november 2012. Han har desuden spillet 30 ungdomslandskampe, heraf 21 på U21-landsholdet, med hvilket han lige nu er på EM-forberedelsestur i Dubai.

Af Frede Madsen

nyheder_divider