Catovic-perle i vild U17-sejr

EfB U17 vandt en flot sejr over Brøndby IF i en intens kamp med hele syv mål. To scoringer af, U16-landsholdsspilleren, Mads Zaar og et klasse-mål af Denis Catovic inden Mads Borchers sikrede sejren med sin scoring til 4-3. 

U17-drengene spillede lørdag eftermiddag hjemme på eget græs mod de blågule fra Brøndby IF. Ifølge cheftræner, Jerry Lucena, er basen ved at være på plads, og det skulle derfor blive spændende at se om holdet kunne stå i mod, når det gjaldt et af topholdene.

Lucenas elleve udvalgte kunne ikke få en bedre start på kampen. Allerede efter fire minutter bragte Mads Zaar EfB foran, og få minutter efter var samme spiller på pletten igen. 2-0 til EfB’erne allerede efter syv minutter. Gode opspil til begge mål, hvor sidste fod blev sat på af henholdsvis René Holst og Rasmus Rejnhold.

På et tidspunkt hvor det kunne have stået 3-0, fik gæsterne i stedet reduceret til 2-1, da Victor Sørensen scorede efter et kvarters spil. Allerede fem minutter senere blev Brøndby igen farlige. Muamer Brajanac udlignede, og den gode start var dermed allerede ophævet for EfB’erne. Der faldt ikke flere scoringer i første halvleg.

I anden halvleg var EfB tæt på at bringe sig foran til 3-2 ved Tobias Stagaard, men sådan gik det ikke. Gæsterne fuldente i stedet deres comeback, da Muamer Brajanac blev dobbelt målscorer for gæsterne. 3-2 til Brøndby midtvejs i anden halvleg. En anelse ufortjent. Heldigvis for hjemmeholdet blev ikke det sidste comeback i kampen.

I det 77. minut udlignede Denis Catovic nemlig for EfB med et sandt perle-mål. Esbjergenseren tog tilløb og flugtede bolden mod mål fra en decideret vanvittig vinkel. Det hårde spark dykkede på det perfekte tidspunkt og sejlede ind bag Brøndby-keeperen, til stor jubel for hjemmeholdet. Vanvittigt reduceringsmål og dermed 3-3.

Efterfølgende ville Mads Borchers også vise sine kvaliteter.  EfB’eren drev bolden frem inden et træk ind i banen blev taget. Herfra sparkede Borchers hårdt bolden i mål via stolpen. 4-3 blev slutresultatet til EfB efter en helt utrolig kamp.

Forståeligt nok var det en meget tilfreds træner efter kampen, der er stolt over hvor langt holdet har flyttet sig på kort tid.

– Jeg synes det var fortjent i dag. Vi kunne have lukket kampen efter Mads’ to mål, men i stedet får Brøndby deres comeback. Alligevel taber holdet ikke moralen på noget tidspunkt, i stedet bliver de ved med at kæmpe, og det betalte sig jo. De viste rigtig god karakter i dag, og det er jeg rigtig stolt af. Nu har vi ti point efter fire kampe, hvilket må siges at være yderst tilfredsstillende, slutter Jerry Lucena med et smil på læben.

Kampen i tal

EfB U17 – Brøndby IF U17 4-3 (2-2)

4’ 1-0 Mads Zaar
7’ 2-0 Mads Zaar
16’ 2-1 Victor Sørensen
21’ 2-2 Muamer Brajanac
70’ 2-3 Muamer Brajanac
77’ 3-3 Denis Catovic
79’ 4-3 Mads Borchers

Startopstillingen

1. Alexander Kostow

2. Patrick Tjørnelund
4. Tobias Stagaard
5. Mikkel Aaen
7. Mads Zaar
9. Rasmus Rejnhold
11. Mads Borchers
14. René Holst
15. Christoffer Stryhn
19. Magnus Sandfeld
22. Denis Catovic

Indskiftninger

59’ Frederik Hummelgaard (René Holst)
72’ Carl Christian Tippins (Christoffer Stryhn)
74’ Frederik Sørensen (Magnus Sandfeld)