Stenderup kan debutere i Polen

30. Jul. 2014

Esbjerg fB fik mærket lidt af den varme, der venter holdet, da spillerne i dag havde deres sidste træning inden Europa League-kvalifikationskampen mod KS Ruch Chorzów. Det foregik på Stadion Miejski i Gliwice, hvor kampen er flyttet til.

Det tætte kampprogram i både Superligaen og Europa League har gjort at træningsmængden er faldet en del, og dagens træning blev mindre kamprelateret end normalt.

- Vi prøvede at have en almindelig træning i dag, fordi vi mangler så mange træninger. Vi overvejer at tilpasse os modstanderen mere end normalt, så vi kan være i stand til at spille med hurtige omstillinger fra vores backs samtidig med at, vi vil være i stand til at spille med fem mand bag i, sagde EfB’s nyudnævnte fuldtidsassistenttræner, Lars ”Lungi” Sørensen.

Han så selv den kommende Europa League modstander søndag eftermiddag på Stadion Miejski i Gliwice. På det lejede stadion mødte torsdagens modstander i Europa League, KS Ruch Chorzów, oprykkerne Gornik Leczna i sæsonens anden kamp i den polske Ekstraklasa. 

- Ruch Chorzów er et spillende hold, der er dygtige på standardsituationer, hjørnespark og frispark i siderne. Samtidigt er vi på udebane i Europa, og vi behøver ikke at underholde det polske publikum men skal bare have et resultat med hjem.

Daniel Stenderup er for første gang med i truppen og kan debutere i Polen mod KS Ruch Chorzów. Derudover døjer Emil Lyng fortsat med et trælår, som han fik sig i kampen mod SønderjyskE, og glider sammen med Jonas Jensen og Jonas G. Hansen ud af bruttotruppen.

EfB spiller kampen i 3. kvalifikationsrunde af Europa League mod KS Ruch Chorzów torsdag den 31. juli kl. 18.00 i Gliwice.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider