D˙bravka vil vise sig frem for Slovakiet

16. mar. 2016

EfB-målmand Martin Dúbravka er udtaget til Slovakiets to venskabskampe mod Litauen 25. marts i Trnava og mod Irland 29. marts i Dublin. 

Han har i flere omgange været i bruttotruppen uden at blive udtaget til den endelige trup, men denne gang slap han igennem for første gang siden en EM-kvalifikationskamp i Kiev mod Ukraine i september 2014.

- Vi har et stærkt landshold med tre gode målmænd, og jeg er meget glad for at være med i truppen til de to landskampe. Jeg vil forsøge at vise under træningen, at jeg er i god form, og hvis jeg får spilletid, vil jeg prøve at bevise, at jeg er værd at satse på, siger Martin Dúbravka, der som 27-årig er fem-seks år yngre end de foretrukne målmænd.

Udtagelsen falder sammen med, at slovakken ikke længere er førstevalg i EfB, hvor Jeppe Højbjerg er vendt hjem fra lejeophold i FC Fredericia og har overtaget pladsen.

- Situationen i klubben er, som den er, og jeg er ikke længere førstevalg. Jeg kan ikke gøre andet end at vise træneren mine kvaliteter. Jeg er ikke tilfreds efter at have stået i målet i to år uden afbrydelser, men jeg elsker fodbold og vil gøre mit bedste for at blive førstevalg igen. Sker det ikke, må jeg finde en ny klub til sommer, siger Martin Dúbravka, der forleden havde en travl dag på reserveholdet med flere gode indgreb.

Slovakiet havde en succesfuld kvalifikation til EM, og landskampene mod Litauen og Irland er en del af forberedelserne til EM-slutrunden i Frankrig til sommer.

Af Frede Madsen

nyheder_divider