Den første sejr vil gøre en verden til forskel

21. aug. 2016

EfB er fortsat uden sejr i Alka Superliga og får en ny mulighed for at få den i situationen ultimative succesoplevelse, når OB mandag aften gæster Blue Water Arena. Fynboerne oplevede selv sejrens sødme efter fire uafgjorte kampe ved senest at slå FC Nordsjællands rekordunge mandskab.

- Vi behøver virkelig at vinde, for det vil ændre så meget, og vi vil også gerne præstere clean sheet, fordi det vinder kampe. Spillernes moral er fin, folk omkring klubben viser stor opbakning, og nu må vi give dem noget igen, siger EfB’s cheftræner, Colin Todd.

Han så også mod AaB gode momenter i spillet ligesom i kampen mod AGF spillerunden forinden. Et point i Aalborg på de store målchancer mod kampens slutning ville have haft stor betydning.

Awer Mabil afsoner anden karantænedag efter udvisningen mod AGF, og Jesper Jørgensen måtte gå ind fra søndagens træning med en mindre forstrækning i højre forlår, som holder ham ude af OB-kampen. Til gengæld er OL-spillerne Jeppe Højbjerg og Casper Nielsen tilbage og klar til at kæmpe for superligapoint mod OB. Colin Todd varsler ændringer i startopstillingen.

- Jeg ændrer ikke for ændringernes skyld, men for at finde en vinderformular. Jeg forventer, at de nye spillere i startopstillingen går ind og viser, hvorfor de er med på holdet, og at de vil vise den målbevidsthed og robusthed, som jeg forventer af hele holdet. OB vil gøre det svært for os at nedbryde dem, men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at få det til at lykkes, siger Colin Todd.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod OB mandag den 22. august kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider