Den oplagte jubilæumsgave: Sejr over SønderjyskE

26. Jul. 2014

Esbjerg fB markerer sit 90-års jubilæum i forbindelse med superligakampen mod SønderjyskE søndag aften, og selv om cheftræner Niels Frederiksen kun har været med i godt et år, har han været med til at bryde flere sæsoners forbandelse: De mange nederlag til rivalerne fra syd. 

EfB vandt begge hjemmekampe mod SønderjyskE i seneste sæson, og efter nederlaget til Randers FC i sæsonpremieren er behovet for endnu en sejr vokset.

- Kampen vil afgøre, om vi får en fornuftig start på Superligaen eller ej. Jeg forventer, at SønderjyskE som altid vil komme med en god portion fysik, stærk organisation, satsning på standardsituationer og omstillinger. Jeg tror, det kommer til at minde om Europa League-kampen mod FC Kairat torsdag aften. Vi skal igen være i balance og spille kvikt og aggressivt, siger Niels Frederiksen.

SønderjyskE kom på pointtavlen mod mestrene fra AaB i premierekampen og har haft god tid til at forberede sig til kampen i Esbjerg. Alligevel vil Niels Frederiksen ikke gøre det fysiske regnskab til noget tema.

- Professionelle fodboldspillere skal kunne spille to kampe på en uge, siger EfB-cheftræneren.

Flere af truppens mest erfarne spillere slås med muskelskader. Hans Henrik Andreasen er fortsat ukampdygtig, og det samme er Jerry Lucena og Martin Bergvold, som er ude af truppen. Nye i en 19-mandstrup i forhold til premieren mod Randers er Jesper Rasmussen, Jeppe Brinch og Jakob Andreasen.

Ud over et formentlig tæt opgør inden for linjerne vil dagen være præget af jubilæumsstemning. En komité har kåret EfB’s All Star-hold gennem tiderne, og flere af spillerne på det vil være til stede, ligesom flere hundrede EfB-spillere i alle aldre i samlet flok vil vandre fra klubhuset til Blue Water Arena før kampen.

På banen forventer Niels Frederiksen ikke nogen gaver.

- SønderjyskE giver aldrig gaver til os, og det er i det hele taget ikke noget hold i Superligaen, som gør.

EfB spiller kampen i Superligaen mod SønderjyskE søndag den 27. juli kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider