Den vanskelige mission dybt inde i Asien

14. Jul. 2014

12 timers flyvetur med en indlagt mellemlanding venter Esbjerg fB’s trup, når den tirsdag eftermiddag letter fra Esbjerg Lufthavn for at begive sig ud på et nyt europæisk eventyr. FC Kairat fra millionbyen Almaty venter i første kamp i 2. kvalifikationsrunde til Europa League, og cheftræner Niels Frederiksen forbereder sig på en yderst vanskelig udfordring i det sydøstlige hjørne af den mægtige centralasiatiske republik.

- Jeg ser to aspekter forud for kampen: Det ene er, om vi efter en lang rejse på det mentale plan formår at finde vores niveau i et andet klima og med lidt jetlag i kroppen. Det andet er, at vi skal møde et bundsolidt hold, der spiller enkelt, afklaret og på et godt teknisk niveau. Desuden har holdet især i bagkæden og i den nye angriber, Gerard Gohou, fysisk meget stærke spillere, siger Niels Frederiksen.

Den 25-årige forward fra Elfenbenskysten, Gerard Gohou, scorede sine tre første mål for klubben, da holdet i forrige spillerunde pulveriserede førerholdet i den kasakhstanske liga, FK Aktobe, med 7-1. Siden har holdet tabt 1-0 til et andet af topholdene, Shakhter Karagandy, og mistet lidt terræn i toppen.

Over for et hold, hvis markedsværdi ligger en anelse over EfB, står et dansk mandskab med frisk succes i Europa League og med midterforsvareren Eddi Gomes som eneste kampklare nye navn. EfB har inden den nye sæson sagt farvel til profilerne Kian Hansen, Peter Ankersen og Mushaga Bakenga.

- Ellers stiller vi med hovedparten af de spillere, der var med til at skabe de gode resultater i Europa League, og de kender hinanden og spilkonceptet. To af de nye, unge spillere i truppen, Jeppe Brinch og Jonas G. Hansen, har trænet fint og gjort det godt i forberedelserne, og de kan komme i spil til kommende kampe i Superligaen og Europa League. Vi har dog valgt ikke at bringe dem i spil til den første kamp i Kasakhstan, siger Niels Frederiksen.

EfB’s trup består af 21 spillere – heriblandt en ekstra målmand og to ekstra markspillere – og foruden to af de nye seniorspillere sidder Jonas Knudsen, Lasse Rise og Jesper Rasmussen over med mindre muskelskader.

Af Frede Madsen

nyheder_divider