Det Faglige Hus køber synlighed

26. Jul. 2017

Det Faglige Hus har forlænget og udbygget deres samarbejde med Esbjerg fB, hvilket medfører at den lokalt forankrede virksomhed fortsætter på ryggen af spillertrøjerne frem til sommeren 2019.

Det Faglige Hus og sport hænger efterhånden uløseligt sammen i Esbjerg. Således har Det Faglige Hus siden sommeren 2009 været på ryggen af spillertrøjerne, og når denne aftale udløber, vil fagforeningen have prydet spillertrøjernes ryg i 10 år.

EfB’s adm. direktør, Dan Mose Andersen, er meget tilfreds med, at den markante Esbjerg-virksomhed ud fra både kommercielle og regionale motiver vælger at videreføre samarbejdet om at markere sig på klubbens spilletrøjer.

- Det Faglige Hus har støttet klubben i mange år, og vi er meget glade for at kunne fortsætte det gode og tætte samarbejde. Derudover har Det Faglige Hus også været en stor kunde hos EfB Konference, hvor de har holdt flere konferencer, temadage og møder, siger EfB’s adm. direktør Dan Mose Andersen.

Det store sponsorat i EfB indgår i den samlede branding og markedsføring af Det Faglige Hus, og udover eksponeringen på spillertrøjernes ryg indgår også en skyboks på Blue Water Arena, adskillelige billetter, eksponering og en bannerreklame ved udebaneafsnittet på stadion.

- EfB er det bedste markedsføringsvåben, vi har i Esbjerg, og det skal vi udnytte i en samlet indsats. Vi er klar, og jeg kan kun opfordre andre virksomheder til at deltage, siger landsformand i Det Faglige Hus Johnny Nim.

I samarbejde med en række lokale sponsorer har Det Faglige Hus desuden valgt at støtte op om klubbens grundfinansiering til de ekstra omkostninger, der har været forbundet med nedrykningen fra Alka Superliga. 

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider