EfB-dominans mod overleverne fra SønderjyskE

06. maj. 2014

Esbjerg fB har i de seneste tre kampe skabt ravage i medaljekampen og taget point fra tre af Superligaens tophold. Sæsonens sidste tre runder byder på hjemmekampe mod bundholdene SønderjyskE og Viborg FF med førstnævnte som den første modstander i et lokalopgør onsdag aften.  

- Nu skal vi gøre vores arbejde færdigt mod bundholdene i kampe, der bliver anderledes end de foregående. Da vi gik til de tre kampe mod topholdene, havde vi en forventning om, at de ville have bolden mest. I realiteten viste det sig, at vi havde en svag overvægt i boldbesiddelse, men mod SønderjyskE og Viborg må vi forvente at blive mere dominerende og stillet over for at skulle spille i mindre rum. Det kræver, at vi er dygtige med bolden, og SønderjyskE skal vi holde fra omstillingsmuligheder og chancer, siger cheftræner Niels Frederiksen.

Endnu har et hold på en nedrykningsplads i vinterpausen ikke placeret sig højere end nummer otte i Superligaen, og det mønster agter EfB at bryde i denne sæson. Femtepladsen, der giver adgang til kvalifikation til Europa League er et klart mål for også anfører Hans Henrik Andreasen.

- Derfor skal vi have tre point mod SønderjyskE. Det er vigtigt, at vi efter at have mødt tre tophold ikke tager let på at skulle spille mod bundhold, der kæmper med alt, hvad de har. SønderjyskE er et typisk overlevelseshold, der er vant til at klare sig, og jeg er overbevist om, at holdet også gør det i denne sæson. Viborg er mere uerfaren på det felt, siger Hans Henrik Andreasen.

EfB og FC Nordsjælland er hovedbejlerne til femtepladsen, og EfB har fem point fra mødet med FC København, FC Midtjylland og AaB med sig ind i Superligaens afgørende fase.

- Vi fik et fantastisk flot resultat i Aalborg – også selv om der stadig er noget i spillet med bolden, som kan blive bedre, siger Niels Frederiksen.

Mikkel Vestergaard afløser i truppen Jeppe Andersen, der døjer med en overbelastet muskel efter at have været meget undervejs i sin gennembrudssæson.

EfB spiller kampen i Superligaen mod SønderjyskE onsdag den 7. maj kl. 18.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider