EfB fightede sejren hjem

11. mar. 2016

EfB hentede forårets anden sejr på Blue Water Arena, da de tre point blev fightet i hus mod gæsterne fra AGF. Nikolaj Hagelskær åbnede scoringen, inden Magnus Lekven satte en langsskudsperle ind.

Forårets anden kamp på Blue Water Arena bød på fight fra første fløjt. Spillet bar præg af en kamp om midtbanen, hvor de to holds presspil var at mærke på de mange dueller og bolderobringer. Der gik derfor der en rum tid, inden kampens første store chance faldt, men der var der så også fuld udnyttelse.

Lasse Rise trak fra højre ind i banen, hvor han spillede Ronnie Schwartz, der havde kurs ind i feltet. Schwartz’ afslutning blev blokeret, så bolden havnede hos en helt fri Nikolaj Hagelskær, der ikke havde problemer med at sætte bolden i mål til esbjergensisk føring.

Jeppe Højbjerg hev flere gange i opgøret store redninger frem. Den første kom i samarbejde med EfB-defensiven, hvor en århusiansk mulighed nær baglinjen blev afværget.

De mange dueller på midtbanen fik opgøret til at bølge frem og tilbage, men de mange brud gjorde, at spillet aldrig kom til at flyde. Arbejdshandskerne var i den grad taget på hos de to mandskaber.

Gæsterne fra Århus var tæt på at give esbjergenserne en kold spand vand i hovedet efter pausen. Århusianerne kom stærkt ud fra pausen og var tæt på at score i to omgange. Først ved Aleksandar Cavric, der kom igennem i esbjergensernes venstre side, men Jeppe Højbjerg afværgede forsøget mod fjerneste stolpe med en stærk fodparade.

Med en blanding af et stærkt indgreb og den portion held, der følger med, fik Højbjerg afværget endnu et forsøg to minutter senere, da Morten Duncan kom igennem og afsluttede. Afslutningen tog stolpen, mens Højbjerg og holdkammeraterne efterfølgende fik reddet stormen af.

I stedet var det århusianerne, der fik en kold spand vand i hovedet. Mens udligningen, trods de to store chancer, udeblev, lynede Magnus Lekven i stedet med en sand langskudsperle og sendte EfB på 2-0.

Anden halvleg kastede en del flere chancer af sig, end den mere taktiske og fighterprægede første halvleg. AGF havde især succes med at komme igennem på esbjergensernes venstre side, hvilket kastede en række farlige indlæg og chancer af sig, hvor Jeppe Højbjerg måtte diske op med en stor redning eller to.

Der skulle dog en dødbold til, før reduceringen faldt. Et kort hjørnespark blev efterfølgende sendt ind i feltet til en umarkerede Emil Nielsen, der ikke tøvede med at hamre bolden op i målhjørnet. Reduceringen gav gæsterne blod på tanden, men esbjergenserne formåede at afværge gang på gang.

Bjørn Paulsen var i stedet tæt på at gøre det til 3-1, da Mohammed Fellah sendte et indlæg over mod fjerneste stolpe, men Paulsens hovedstødsforsøg blev mirakuløst reddet af Alexander Juel Andersen.

EfB forsvarede dermed statussen som ubesejret på Blue Water Arena i forårssæsonen 2016.

Af Lars Johansen

nyheder_divider