EfB jagter stabiliteten og modet

03. okt. 2015

Da Esbjerg fB senest mødte Brøndby IF på udebane i sæsonens sidste kamp i juni, havde holdet lige sikret eksistensen i Alka Superliga, og lettelsen og frigjortheden blev omsat i en 1-0-sejr. Situationen er en anden, inden de hold mødes søndag aften, men alligevel vil EfB-cheftræner Michael Pedersen gerne have nogle af de samme egenskaber frem. 

- Hvis man skal vinde på Brøndby Stadion, skal man have mod. Det er en fed kulisse, og jeg tror, spillerne glæder sig til at spille sådan en kamp. Vi har blot et nederlag i de seneste seks kampe, men vi har været for svingende, både fra kamp til kamp og i den enkelte kamp. Vi skal være mere konstante. Det handler om noget af det svære i fodbold, det mentale. Spillerne vil, og det er mere et spørgsmål om, at de i perioder ikke tør, siger Michael Pedersen.

Især i bagkæden har flere spillere skullet finde ind i en ny rolle, en ny klub og jagte kampformen. Det har ikke været befordrende for trygheden og modet til at spille mere frigjort.

Brøndby og EfB har uanset spillested spillet jævnbyrdige kampe i de seneste sæsoner, og meget tyder på, at søndagens opgør vil følge det mønster. Også Brøndby har haft svingende resultater, men fik senest et rygstød med 1-0-sejren over ærkerivalerne fra FC København.

- Den kamp blev nok mest vundet på fight. Men Brøndby kan og vil også spille fodbold med en fin trup. Senest er den defensive midtbanespiller, Rodolph Austin, kommet til, siger Michael Pedersen.

EfB kæmper fortsat med skadede profiler i alle tre kæder. Ryan Johnson Laursens seneskade i den ene hase brød op i Hobro, Robin Söder bestod ikke testen med sin forstrækning fredag, Victor Pálson har en fibersprængning, og Emil Lyng er fortsat lyskeskadet.

En opmuntring er det, at Jeppe Andersen for første gang er i truppen efter over et halvt års pause med en korsbåndsskade. Han har set fin ud under træningen længe, men savner naturligvis kampform. Michael Jakobsen er tilbage efter karantæne, og Jeppe Brinch er ny i truppen. De afløser foruden Ryan Johnson Laursen Jerry Lucena og Mark Brink.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod Brøndby IF søndag den 4. oktober kl. 18.00 på Brøndby Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider