EfB med mentalt overskud før Brøndby-kamp

19. mar. 2016

Esbjerg fB har gode minder fra Brøndby Stadion og har ikke tabt i de seneste fire superligaopgør mod Brøndby IF, der har indledt foråret med at vinde mod Hobro IK og Randers FC i kampene på eget græs. Der er således lagt op til et interessant opgør mellem et hjemmehold, der kæmper for at hænge på feltet efter tilsyneladende urørlige FC København, og et EfB-hold, der vil lægge yderligere afstand til bundpladsen.

- Vores perspektiv har ikke ændret sig, selv om vi har vundet to sejre. Det handler fortsat om os selv og ikke om, hvem der ligger under eller over os. Den næste kamp er den vigtigste for klubben, og vi skal møde Brøndby. Men det er da en rar fornemmelse at få hældt mental benzin på tanken med sejre, siger EfB’s cheftræner, Jonas Dal.

Sejrene over Randers FC og AGF får ikke EfB til at ændre på den taktiske tilgang til de næste kampe. Holdet jagter stabilitet, og den proces fortsætter, selv om Jonas Dal medgiver, at de tre hidtidige kampe har gjort godt for det arbejde.

- Man siger, at godt begyndt er halvt fuldendt. Først og fremmest har vi fået styr på vores defensive organisation, relationerne til hinanden er i orden, og vi tager de løb, investeringsløb, vi skal. Det handler alt sammen også om den mentalitet, man skal have, når man spiller her i klubben, siger Jonas Dal.

Også søndagens modstander, Brøndby IF, har han samme tilgang til som til ethvert andet hold.

- De har et superfedt stadion og nogle superfede fans, men på banen er det et fodboldhold som alle andre. Brøndby har lige fået ny træner (Auri Skarbalius), og det ser ud til, at holdet vil til at spille lidt mere simpelt og stejlt op mod de forreste. Jeg forventer, at vi kan spille med dem i vores offensiv, også når det gælder fysikken, siger Jonas Dal.

Han forventer dog, at Brøndby vil være forstærket med blandt andre Daniel Agger og Rodolph Austin i forhold til 1-0-sejren over Randers FC og dermed får mere fysik ind på holdet. EfB må undvære Mick van Buren og Ryan Johnson Laursen, der har fået en mindre forstrækning under træning. Den tidligere U19-ligatopscorer, Søren Andreasen, er ny i truppen.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod Brøndby IF søndag den 20. marts kl. 18.00 på Brøndby Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider