EfB med til at forme dansk talentudvikling

25. Nov. 2015

De danske superligaklubber og tre hold fra Bet25 Liga deltager i et treårigt projekt, hvor talentudviklingen skal løftes op på et højere niveau for at styrke dansk fodbold på både klub- og landsholdsniveau. 

EfB er som en af landets førende klubber inden for talentudvikling med i inderkredsen i projektet. Det gennemføres i samarbejde med de belgiske specialister, Double PASS, der har erfaring fra tilsvarende forløb i den tyske bundesliga og i hjemlandet Belgien.

- Opgaven er i fællesskab at løfte dansk talentudvikling til gavn for både klubberne og landsholdene i samarbejde med en yderst kvalificeret partner, Double PASS. For os er det spændende og berigende at deltage i at forme talentudviklingsindsatsen på det absolutte topniveau, og samarbejdet mellem klubberne er præget af åbenhed ved, at de lægger deres erfaringer og viden i en stor fælles kasse til gavn for dansk fodbold, siger EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård.

Han deltager i en arbejdsgruppe, der blev nedsat 26. marts og siden har holdt en række heldagsmøder for at kortlægge dansk talentudvikling og udvikle en Double PASS-model tilpasset danske forhold. De foreløbige resultater af arbejdet lægges frem for de 15 klubber på et møde i Fodboldens Hus i Brøndby 2. december. Divisionsforeningens projektleder, Ole Bjur, er vært, og Double PASS vil præsentere sit online-værktøj til at systematisere talentudvikling.

Arbejdsgruppen består fra klubberne foruden Niels Erik Søndergård af Troels Bech, Brøndby IF, Birger Jørgensen, Lyngby BK, Ole Nielsen, Viborg FF, og Sune Smith-Nielsen, FC København. DBU har to repræsentanter med.

I fjor nedsatte Divisionsforeningen en visionsgruppe, der skulle skabe grundlaget for at udvikle dansk klubfodbold. EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen, var i gruppen blandt de stærkeste fortalere for at vægte talentudvikling højt.

Klubbesøg til foråret

Til foråret kommer repræsentanter for Double PASS på besøg i de deltagende klubber for at følge træning, kampe og nå ud i alle hjørner af det arbejde med talenter i alderen 12-19 år, som foregår i klubberne. For eksempel gennemgås faciliteter, fodboldfilosofi og klubbens organisering fra bestyrelse til træneren for det yngste hold. Hvert besøg varer fire dage, og hver dag er programmet langt og intensivt.    

- EfB er alment anerkendt for at satse på en talentudvikling, der har udgangspunkt i det sydvestjyske område. Mange i det danske talentmiljø er imponeret af kvaliteten af arbejdet i et meget veldefineret område, hvor Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) er den bærende enhed. Vi har i de senere år vist, at vi er i stand til at skabe resultater i de bedste ungdomsrækker og levere et stort antal ungdomslandsholdsspillere, siger Niels Erik Søndergård.

Banebrydende projekt i Esbjerg

Niels Erik Søndergård har siden sommeren 2011 haft det overordnede ansvar for EfB’s talentudvikling og har også tidligere arbejdet tæt sammen med klubbens talentsektor. Han var med i forarbejdet til de banebrydende eliteidrætsklasser på Vestervangskolen i 2005, som frigjorde elever fra flere idrætsgrene til morgentræning tre gange om ugen.

Fra EfB deltager ungdomselitechef Niels Erik Søndergård, A+-træner Jens Letort og kommunikationsansvarlig Rasmus Nejstgaard i mødet 2. december.

Af Frede Madsen

nyheder_divider