EfB sikkert videre i DBU Pokalen

11. aug. 2016

En tidlig scoring fra Marco Lund blev afgørende, da Middelfart Boldklub tog i mod Esbjerg fB i DBU Pokalen. Den unge forsvarsspiller scorede kampens eneste mål og sikrede esbjergenserne videre avancement i turneringen.

EfB lagde hurtigt et offensivt pres på det vestfynske 2. divisionshold, og efter få minutter kom U19-spilleren, Daniel Anyembe, igennem i højre side, hvorfra han spillede bolden tilbage i feltet til Jeppe Andersen, der dog blev tacklet i skudøjeblikket.

Kort tid efter bragte esbjergenserne sig dog foran, da Nikolaj Hagelskjær sparkede et frispark fra højrekanten indover til Marco Lund, der hoppede højere end alle andre i straffesparksfeltet og med stor kraft headede bolden i mål.

Den unge højreback, Daniel Anyembe, stoppede efterfølgende et lovende vestfysnk angreb, og Middelfart Boldklub fik tilkendt et frispark ved kanten af feltet. Anders Thomsen tog sig af frisparket, men Jonas Jensen havde fuld kontrol over situationen, og fulgte afslutningen der gik forbi mål.

Bjørn Paulsen var tæt på at udbygge føringen, da han fik hovedet på et hjørnespark fra Kevin Mensah, men bolden blev reddet på stregen af en fynbo. Esbjergenserne fastholdt presset og forsøgte konstant at udbygge føringen, og kort tid efter opsnappede Jesper Jørgensen bolden og afsluttede udefra, men målmanden blokerede afslutningen til hjørnespark.

Daniel Anyembe fik sin debut for esbjergenserne, og han viste flere gange prøver på sine offensive talenter, da højrebacken kom igennem til indlæg. Først nåede Brent McGarth dog akkurat ikke bolden, og kort tid efter lykkedes det for den fynske målmand at redde australierens hovedstød.

Esbjergenserne truede ofte fra højrekanten, og senere fik Daniel Anyembes makker, Jeppe Andersen, sendt flere afslutninger afsted, men først gik bolden forbi mål, og siden blev den rettes af, så målmanden reddede skuddet. Senere blev den nyudnævnte anførers tværpasning blokeret, hvorefter Victor Pálsson opsnappede bolden, men islændingens afslutning gik over mål, og kampen endte 1-0 til esbjergenserne, som dermed avancerede i DBU Pokalen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider