EfB skal bevare modet til at spille i Randers

28. maj. 2016

Esbjerg fB’s spillere og trænere har kun haft kort tid til at bearbejde sammenbruddet i anden halvleg mod mestrene fra FC København torsdag aften, men det skal komme til udtryk i sæsonens sidste kamp i Randers, at det ikke har rystet teamet grundlæggende.

- FCK-kampen må ikke gøre os svage i knæene. Vi har brugt meget tid på at snakke om og synliggøre verbalt, at der skal være plads til at turde og have mod i opspillet. Vi skal mod Randers være skarpe i relationerne og opportunistiske i det offensive spil, siger EfB-cheftræner Jonas Dal.

Han vurderer, at hans mandskab spillede fint i en time mod FC København, men for alvor faldt sammen, da modstanderne scorede til 2-1. Da bredte frygten sig for den afklapsning, der alligevel i nogen grad blev en realitet med 4-1-nederlaget.

Randers FC har ligesom EfB haft en turbulent sæson, om end af andre årsager, og kunne i en sæson med et roligere forløb måske have spillet med om europæiske pladser. Kronjyderne tager afsked med trænerprofilen Colin Todd, og EfB tager afsked med en række spillere, hvoraf - karakteristisk for antallet af skader i sæsonen - kun få er kampdygtige.

- Vi har haft en sæson, hvor vi på grund af skader og i flere kampe også karantæner har været tvunget til at skifte hele tiden, og var spillere klar, så spillede de. Det er ikke en kultur, der fremmer konkurrencen, siger Jonas Dal.

Ryan Johnson Laursen slap med skrækken og er ude to-tre uger med en ledbåndsskade i venstre ankel. Han kan dermed formentlig være på banen, når EfB indleder forberedelserne til den nye sæson 20. juni. Mohammed Fellah har muskelproblemer, og Jerry Lucena har fået lov til at lade sig pensionere. Ronnie Schwartz deltog i træningen lørdag, men er tvivlsom til at stille op på sin tidligere hjemmebane. Lasse Rise, Mathias Kristensen og Søren Andreasen er nye i en 19-mandstrup.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod Randers FC søndag den 29. maj kl. 17.00 på BioNutria Par.

Af Frede Madsen

nyheder_divider