EfB stræber mod midten i ny svær hjemmekamp

20. sep. 2015

Otte point i de seneste fire kampe har på kort sigt givet arbejdsro i Esbjerg fB, der med et nyt godt resultat i hjemmekampen mod Randers FC mandag aften kan melde sig ind som midterhold i den yderst jævnbyrdige Alka Superliga.

EfB har ikke besejret Randers siden pokalfinalen i maj 2013, og cheftræner Michael Pedersen varsler en ny vanskelig opgave med at nedbryde Colin Todds stærke kollektiv.

- Vi mødte senest et OB-hold, der er ret opdelt i sin måde at spille fodbold på, mens Randers mere er en enhed. Holdet er meget disciplineret, svært at nedbryde og har evnen til at slå til i samtlige 90 minutter. Det kræver tålmodighed, og at vi er vågne i hele kampen. Vi skal selv være godt organiseret og tage kampen op med et duelstærkt mandskab, siger Michael Pedersen.

EfB må undvære to af de største profiler, Magnus Lekven på den centrale midtbane og angriberen Nicki Bille, som begge har karantæne.

- Det er to markante spillere, vores anfører og vores topangriber, men den slags kan ske i løbet af en sæson, og vi har mange kvalificerede spillere i truppen. Jeg kan vælge den type angriber, der passer til den modstander, vi skal møde. Mod OB lykkedes vi i første halvleg med, hvad vi tidligere var gode til, at komme hurtigt frem ad banen og være hidsige i angrebsspillet. Nu skal vi have bygget det næste lag på, at få ro på bolden og hvile med den de rigtige steder på banen, siger Michael Pedersen.

Han fokuserer mere på pointhøsten end placeringen i tabellen i denne fase, men vurderer, at EfB i sin nuværende forfatning er et midterhold. Kampen mod Randers vil vise, om ambitionen om at tilhøre det lag i Alka Superliga kan indfries allerede nu.

18-årige Mathias Kristensen og næsten dobbelt så gamle Jerry Lucena afløser de to karantæneramte spillere i EfB-truppen.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod Randers FC mandag den 21. september kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider