EfB tabte trods storkamp af Dubravka

19. okt. 2015

Martin Dubravkas mange pragtredninger var ikke nok til at sikre EfB point mod AaB. Nordjyderne løb med de tre point efter esbjergensisk føring.

Skudlysten var tydelig at se hos esbjergenserne. Både Lasse Rise og Mohammed Fellah forsøgte sig fra distancen i kampens indledning. Bjørn Paulsen forsøgte sig sidenhen også fra distancen, da Lasse Rise sendte sin holdkammerat afsted. Paulsen havde en fremstormende Nicki Bille med i omstillingen, men den midtbanevikaren valgte at afslutte fremfor at spille Bille.

Bille fik kort tid senere æren for kampens første scoring, da AaB-målmand Nicolai Larsen i duel med Bille fik bokset et hjørnespark i eget mål. Æren blev dog sidenhen ændret, så den tilfaldt den rette målscorer.

Nordjyderne var tætte på at svare hurtigt igen, da Rasmus Jönsson minuttet efter sendte bolden lige forbi opstanderen. Bille var tæt på at komme på måltavlen, da han efter en halv times spil blev sendt afsted på en omstilling, men EfB-angriberen blev godt presset i afslutningsøjeblikket.

Muligheden for en esbjergensisk pauseføring var til stede, og målmand Martin Dubravka gjorde sit for det, men det var ikke nok. Selvom Dubravka fik en fodparade på Nicolaj Thomsens afslutning, så var Kasper Risgård over returen, da de to AaB’ere kom igennem EfB-defensiven. Thomsen var få øjeblikke efter på at give gæsterne en pauseføring, men hans afslutning fra kanten af feltet gik lige forbi målet.

Kort inde i anden halvleg kom Hans Henrik Andreasen på banen for Michael Almebäck. Den rutinerede midtbanespiller fik i minutterne efter en mulighed med hovedet, men forsøget blev tippet over målet af Nicolai Larsen. Mick van Buren kom derefter på banen som erstatning for Lasse Rise. I minutterne efter fik esbjergenserne lagt et lille pres på nordjyderne, men presset blev kortvarigt og uden ønsket resultat.

Martin Dubravka måtte løbende vise sine evner i buret, mens nordjyderne jagtede føringsmålet. Første store redning kom, da Rasmus Jönssons forsøg blev vippet ud til et hjørnespark. Jönsson forsøgte sig senere igen, hvor Dubravka også reddede esbjergenserne. Lykken blev dog ikke ved med at tilsmile den velspillende EfB-keeper. I det 77. spilleminut gik det galt. Thomsen fandt Lukas Spalvis, der uhindret smuttede igennem hullet i EfB-forsvaret og sparkede bolden ind ved venstre stolpe.

Dubravka hindrede få minutter efter, at aalborgenserne kom på 1-3, da han afviste Superliga-topscorer Spalvis med en pragtredning på målstregen. Dubravka hev endnu en pragtredning frem, da han i kort før tid reddede Andreas Bruhns afslutning tæt på mål. Dubravkas mange redninger var dog ikke nok, da slutpresset mod aalborgensernes mål aldrig fik skabt de chancer, der kunne have ændret på kampens udfald.

Af Lars Johansen

nyheder_divider