Førstehold

EfB tildelt to DBU top-centre i regionen

Det frugtbare samarbejde med SFS og hele regionen er blevet belønnet igen. Denne gang i form af to top-centre tildelt af DBU i et nyt projekt. 

Esbjerg fB stiler efter at skabe bedst mulige kår for udvikling af spillere, hvilket samarbejdet med det frugtbare Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) i særdeleshed bidrager til, og nu er forudsætningerne til stede for en endnu bedre fodboldopdragelse for hele regionen. Esbjerg fB er nemlig netop blevet tildelt to DBU Top-centre, der kun fokuserer på U10, U11 og U12-årgangene. Centrene bliver med beliggenhed i Vejen/Ribe og Guldager/Varde, hvor hvert center tildeles 24 pladser pr. årgang.
Derfor vil 144 spillere årligt få 40 ekstra træningspas, anført af Esbjerg fB’s ungdomstrænere. Esbjerg fB vil dog også give muligheden til, at trænere i samarbejdsklubberne også kan deltage.
Koordinatoren for projektet bliver EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård, som er rigtig godt tilfreds med nyheden.
– Vi har efterspurgt det, så vi er rigtig glade for at vi nu har fået to centre tildelt. Vi har jo vores SFS-talenttræning, som vi synes vi har optimeret over de senere år. DBU går nu på en måde ind og blåstempler vores arbejde, og hjælper videre med optimeringen af træningen. Det er vigtigt for os, at fastslå at det her kun kommer til gavn for spillerne, og der ikke vil blive flyttet rundt på dem, så længe spillerne er en del af DBU-projektet. Det her samarbejde vil gavne hele regionen og vi glæder os til at komme i gang, fortæller Niels Erik Søndergård.
Esbjerg fB’s T+-træner, Dan Guldager, glæder sig også over den gode nyhed.
– Vi havde håbet på at få det, så det er vi selvfølgelig rigtigt glade for. Vi er tilfredse med den imødekommenhed alle 56 samarbejdsklubber er kommet med. Det har hjulpet os meget mod målet. Jeg er sikker på, at vi får et godt produkt ud af de her top-centre, og det vil komme til glæde for rigtig mange spillere i vores område, slutter Dan Guldager, som vil blive den ansvarlige ude til talenttræningerne.
Projektet sparkes for alvor i gang i det nye år.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo