EfB vil gerne på tavlen mod dygtige FCM-reserver

18. Apr. 2017

EfB har spillet lige op med stærke modstandere i forårets to første kampe i Reserveligaen og møder også i den tredje kamp et kompetent mandskab, FC Midtjylland, som det kan være vanskeligt at komme på tavlen imod.

Flere spillere fra superligatruppen har behov for at spille kampe, men for adskillige af dem, blandt andre Mark Brink, der begynder på udskiftningsbænken, er der restriktioner for spilletid for at holde dem klar til indsats i superligaholdets næste kamp i gruppespillet mod AC Horsens. Emmanuel Oti Essigba er klar efter sin skulderskade og et tiltænkt en plads i startopstillingen.

Efter lange pauser mellem kampene følger nu fire reserveholdskampe med kort mellemrum afsluttende med den sidste kamp mod FC Københavns reserver 9. maj.

- Det passer os faktisk fint at få reserveligakampene afviklet, inden vi efter al sandsynlighed skal spille playoff-kampe. På den måde holder vi alle skarpe til eventuel indsats i de afgørende kampe om at undgå nedrykning. I dagens kamp mod et FC Midtjylland-hold af dygtige spillere vil vi spille friskt til, og vi vil gerne have bolden meget, siger assistenttræner Jens Letort.

FC Midtjylland - Esbjerg fB i Reserveligaen, pulje 1, tirsdag den 18. april kl. 15.00 på Vildbjerg Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider