EfB tabte tæt semifinalekamp

30. Apr. 2015

Et tæt returopgør i DBU Pokalens anden semifinalekamp mellem Esbjerg fB og FC København blev i dag afgjort på en dødbold fra kanten af feltet, da Ludwig Augustinsson scorede direkte på frispark. Inden scoringen havde EfB vist flot fodboldsspil og var kommet frem til flere chancer uden at få scoret.

Kampen startede lidt forsigtigt for begge hold, der skulle se hinanden an og ikke turde risikere for meget, når en sejr medførte deltagelse i pokalfinalen den 14. maj. Kampens første afslutning kom fra norske fødder, da et hjørnespark havnede ved Erik Friberg. Han ikke fik bolden under kontrol men sendte den i stedet videre til Magnus Lekven, der fra kanten af feltet skød bolden en snert forbi mål.

Som tiden skred frem forsøgte begge hold at flytte spillet længere frem på banen, men det medførte ikke synderligt mange flere chancer på banen. Daniel Amartey var tæt på at bringe københavnerne foran, da han fik bolden med sig ind i det lille felt, men Martin Dúbravka var pålidelig og reddede afslutningen fra en spids vinkel.

EfB kom ud til anden halvleg med tro på tingene og lagde tryk på københavnerne fra havlegens første fløjt. Først sendte Jonas Knudsen bolden frem til Mohammed Fellah, men nordmanden fik ikke rigtig træf på bolden, og Stephan Andersen reddede afslutningen.

Kort tid efter var det en anden mand på venstrekanten, Emil Lyng, der drev bolden frem. Han trak ind mod midten af banen og afsluttede udefra, men målmanden reddede. Kort efter fik Lyng igen muligheden, da Daniel Larsson stak ham i dybden, men fra en spids vinkel kunne han ikke afslutte ordentligt, og bolden gik til hjørnespark.

Med ti minutter tilbage af kampen bliver bolden skudt op til Nicolai Jørgensen, som dækkede bolden af og blev nedlagt på kanten af feltet af Jonas Knudsen. Ludwig Augustinsson gik til bolden og sparkede den over muren og bragte udeholdet foran.

I kampens sidste minutter kom Hans Henrik Andreasen højest på et indlæg fra Michael Jakobsen og lagde bolden af for Mick van Buren. Han afsluttede resolut, men bolden gik i sidenettet, og kampen sluttede 1-0 til FC København.

- Jeg synes, at der var mange gode præstationer i dag, og præstationen i dag bringer optimisme, og det skal vi tage med os. Vi er rigtig ærgerlige, for vi spiller en god kamp, sagde Niels Frederiksen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider