Det jyske topbrag endte uafgjort

28. Apr. 2014

Det jyske topopgør mellem EfB og FC Midtjylland endte i en målløs uafgjort. Kampen igennem fik begge parter aldrig skabt eller udnyttet de chancer, der kunne have indløst de tre point.

Peter Ankersen var tæt på at få en kanon start på stand in på højre kant. Mushaga Bakenga brød igennem midtjydernes defensiv efter et opspil fra Martin Pusic, hvor bolden røg videre til Ankersen, der desværre for hjemmeholdet ikke fik ramt ordentligt på bolden.

Chancerne til mere var der i begge ender, men tit sad den sidste berøring ikke helt, eller røg afslutningen lige forbi mål. Martin Pusic kom frem til et par gode forsøg, hvor der især ved hjørnespark var optræk til mere. I modsatte ende forsøgte Morten Duncan Rasmussen flere gange på at gøre livet surt for Kian Hansen og Michael Jakobsen. Den målfarlige midtjyske angriber kom også frem til et par gode forsøg i første halvleg, men målnæsen svigtede.

De første 45 minutter kastede flere gode dødboldssituationer af sig til esbjergenserne, der dog aldrig fik dem omsat til scoringer. Problemerne med at bryde igennem midtjydernes defensiv fik flere af hjemmeholdets spillere til at ty til afslutninger fra distancen. Selvom både Peter Ankersen og Martin Pusic forsøgte sig med gennembrud og skudforsøg fra distancen, så var fornemmelsen af en forestående scoring der aldrig.

Mohammed Fellah var tæt på den forløsende scoring kort inde i anden halvleg, men efter et par gode træk blev afslutningen aldrig så farlig som ønsket for EfB’s venstrekant. Martin Pusic var tæt på få sekunder senere, men selvom der her var smæk nok i afslutningen, så var Jonas Lössl på plads i det midtjyske mål.

De to esbjergensiske chancer blev sidenhen afløst af to gode forsøg fra FC Midtjylland. Først var Marco Larsen tæt på med et hovedstød, inden Morten Duncan Rasmussen snød esbjergensernes offsidefælde og afsluttede fra kanten af feltet. Med to gode afslutninger til hvert hold i anden halvlegs første tredjedel i bagagen ebbede chancestrømmen atter ud.

Ryan Johnson Laursen var efter en lille times spil tæt på at finde vejen til netmaskerne, men afslutningen fra distancen gik lige forbi stolpen. Stillingskrigen var tæt på at blive brudt kort efter Johnson Laursens forsøg, da Francis Dickoh havde muligheden for at bringe gæsterne i front med et hovedstød.

Som slutfløjtet nærmede sig, var midtjyderne tæt på at snyde hjemmeholdet og løbe med de tre point. Indskiftede Pione Sisto fik mere end rigeligt med plads i feltet, men den hårde afslutning tog Martin Dúbravka sig af, så holdene måtte fra banen efter 90 minutters måltørke.

Af Lars Johansen

nyheder_divider