Ankersen og co. dukkede Hobro

22. Nov. 2014

Jakob Ankersen førte an med et hattrick, da EfB slog oprykkerne fra Hobro på en kold aften, der ellers bød på et underholdende og målrigt opgør.

Trods det kolde vintervejr var EfB-spillerne brandvarme fra første fløjt. Jesper Rask fik hurtigt noget at se til i Hobro-målet. Martin Pusic kom efter blot to minutters spil igennem i venstre side af feltet, men afslutningen blev afrettet, så Rask kunne uden besvær redde skudforsøget. Pusic fik muligheden kort efter, igen fra venstre side, hvor han modtog en lang tværpasning fra højre. Vinklen blev dog for spids, så afslutningen gik forbi fjerneste stolpe.

Det var ikke fordi, at esbjergenserne havde svært ved at komme frem til chancer, trods gæsternes afventende spillestil. Robin Söder forsøgte sig først med et hovedstød, da Magnus Lekven efter et par driblinger lagde bolden ind til ham, men afslutningen gik lige forbi. Minuttet efter var det Mohammed Fellahs tur til at forsøge sig, da han efter et indkast fik bolden af Pusic. Men venstrebensafslutningen strøg forbi opstanderen.

Jakob Ankersen fik forsøgt sig med en førstegangsafslutning, inden Fellah igen forsøgte sig med venstrebenet. Efter de mange EfB-chancer, ramte kampen efter en halv times spil en død periode, hvor tempoet dalede. Mens det mest af alt lignede en målløs første halvleg, kom scoringen. Mens esbjergenserne ikke kunne finde vejen til netmaskerne, var gæsterne fra Hobro mere effektive. Martin Thomsen fik det optimale ud af frisparket, som han flot krøllede over muren og ind op langs stolpen, så Martin Dubravka måtte springe forgæves.

Modsvaret kom så hurtigt, at de to hold kunne gå ud til anden halvleg med en scoring til hver. Ryan Johnson Laursens pres på højre kant gav en bolderobring, der hurtigt blev smækket ind i feltet. Nedfaldsbolden endte for fødderne af Jakob Ankersen, der takkede for gaven og bankede bolden i mål.

Hjemmeholdet fortsatte de gode takter i anden halvleg. Der skulle dog ikke bruges lige så mange chancer, før scoringen kom, som det var tilfældet inden pausen. Jonas Knudsen takkede for den megen plads i venstre side, så venstrebenet blev svinget og bolden sendt afsted med et frækt skru, så den sejlede lige op i venstre hjørne af målet til esbjergensisk føring.

Endnu engang viste gæsterne fra Hobro sig giftige på dødbolde. Michael Jakobsen fik snittet hjørnesparket fra højre side, så bolden røg over til bagerste stolpe, hvor Hobro-bomber Mads Hvilsom stod parrart til at heade bolden det sidste stykke over stregen.

Målfesten var ikke slut. Denne gang var det dog EfB’s tur til at score på en dødbold. Jakob Ankersen og Robin Söder leverede lidt frækt småspil på kanten af feltet, så Ankersen fik mulighed for at trække ind i et hul i gæsternes defensiv. Ankersen nåede aldrig igennem, idet Jonas Damborg fik fjernet benet på Ankersen, så dommeren konsekvent pegede på straffesparkspletten. Ankersen selv eksekverede sikkert med en afslutning lidt til højre for midten. 

Denne gang blev føringen holdt, så da gæsterne ikke fik tilkæmpet sig flere dødbolde, kunne esbjergenserne hive sejren i hus, da en omstilling sendte Mikkel Vestergaard og Jakob Ankersen afsted. Rask fik en parrade på Vestergaards afslutning, men til gæsternes store ærgrelse havnede returen lige for fødderne af Jakob Ankersen, der ubesværet kunne fuldende sit hattrick, så det denne gang blev til fuld valuta mod oprykkerne fra Hobro.

Af Lars Johansen

nyheder_divider