Jubilæumsfesten endte uafgjort

27. Jul. 2014

90-års jubilæet blev markeret med en pointdeling mod lokalrivalerne fra SønderjyskE. Indskiftede Martin Pusic sendte ellers EfB i front, da han efter en times spil scorede. Et uheldigt selvmål mod slutningen betød, at EfB kun fik det ene point.

Man kan ikke klage over manglende esbjergensisk boldbesiddelse i dette års Superliga. Som i sæsonpremieren mod Randers havde EfB et massivt spilovertag, da lokalrivalerne fra SønderjyskE gæstede Esbjerg til jubilæumsfest.

Boldbesiddelsen kom via et stærkt og højt esbjergensisk pres, hvor bolden blev erobret højt, når den kom på sønderjyske fødder. Efter blot fem minutter fik Jakob Ankersen muligheden for at bringe hjemmeholdet i front med en tidlig scoring. Mikkel Vestergaard lagde bolden ind til Ankersen, der i feltet lavede en hurtig vending og trykkede af. Den frække afslutning blev reddet, så returen røg ud til Emil Lyng, der desværre for hjemmeholdet ikke fik sendt en alt for god afslutning af sted.

Chancerne kom også i første halvleg, dog var de størst til gæsterne. Bojan Golubovic troede efter 22 minutter, at han havde bragt gæsterne i front, men der var fløjtet for frispark, inden sønderjydernes angriber fik kæmpet bolden i mål. Martin Dúbravka måtte ud i fuld længde, da Adama Guira efter en lille halv times tid forsøgte sig med en velkvalificeret afslutning ude fra. Dúbravka var ikke færdig med de store redninger, da Pierre Kanstrup få minutter senere forsøgte sig med hovedet på et hjørnespark. Her fik EfB-keeperen sendt det hurtige hovedstød over målet, så hjemmeholdet slap med skrækken.

Anden halvleg fik en kedelig start for esbjergenserne. Efter få minutter gik Mikkel Vestergaard i græsset med store smerter i venstre baglår, efter at have blokeret et skud. Den unge EfB’er måtte derfor humpe fra banen, hvor han blev erstattet af Martin Pusic.

Pusic skulle ikke bruge lang tid på banen, før han for alvor havde sat sit aftryk på den. Blot fem minutter efter at være løbet på banen, kunne EfB-angriberen juble over at have bragt hjemmeholdet i front. Pusic modtog indlægget fra Jakob Ankersen, hvorefter han frækt drejede rundt og sparkede første gang. Bolden sad helt ude ved venstre stolpe, så selvom Marin Skender var ude i fuld længde, var der ingen chance for SønderjyskE-keeperen.

Som det mest af alt lignede sæsonens første sejr, gik det galt. På et SønderjyskE hjørnespark nåede Emil Lyng højest i klumpen. Desværre for Lyng og holdkammeraterne fik Lyng sendt bolden bagover, så den via stolpen gik ind i eget mål.

Lyngs selvmål endte med at blive kampens sidste scoring, så markeringen af 90-års jubilæet endte med en pointdeling mod lokalrivalerne fra SønderjyskE.

Af Lars Johansen

nyheder_divider