EfB fortsætter pointjagten på Farum Park

17. maj. 2015

Esbjerg fB trækker vejret mindre anstrengt efter 5-2-sejren over Silkeborg IF, som med FC Københavns 1-0-sejr over FC Vestsjælland i samme spillerunde havde den ønskede effekt på bundstillingen i Alka Superliga.

Men EfB har fortsat behov for at sætte ind på pointkontoen og har næste mulighed i mandagens udekamp mod FC Nordsjælland. Modstanderne kan allerede søndag eftermiddag matematisk være fri af nedrykningsfare og sikrede sig med tre sejre i det tidlige forår i realiteten tilstrækkelig afstand til bunden.

EfB har trænet på kunstgræs hele ugen for at vænne sig til noget, der ligner underlaget på Farum Park. Ligesom EfB har FC Nordsjælland leveret svingende præstationer i dette forår, på det seneste mest med negativt fortegn, idet holdet har tabt fire af de seneste fem ligakampe og blot scoret tre mål.

- FC Nordsjælland præsterer bedst på hjemmebane og har i foråret også spillet kampe på rigtig højt niveau. Holdet har dygtige unge spillere og gode offensivspillere i Joshua John og David Karlsson, som kan gøre ondt med deres fart. Men det er ikke stabilitet, der har præget de to hold, og derfor kan alt ske. Hvis vi præsterer på vores bedste niveau, kan vi vinde i Farum, siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen.

Spillet går hurtigere på kunstgræsset i Farum Park, som favoriserer teknisk betonet spil og fordrer, at kæderne flyttes i en fart ved omstillinger. Det spil ligger godt til EfB, der i de seneste sæsoner da også har hentet adskillige sejre i det nordsjællandske. Senest tabte holdet dog med 3-2 efter at have ført 2-1.

Niels Frederiksen betegner kampen mod Silkeborg som en god oplevelse, selv om der var udsving undervejs. EfB scorede mange mål, tankede selvtillid, og på den mentale konto var sejren til fulde tre point værd.

Magnus Lekven er tilbage fra karantæne og afløser Kevin Mensah, der er ude med en mindre knæskade.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod FC Nordsjælland mandag den 18. maj kl. 18.00 på Farum Park.

Af Frede Madsen

nyheder_divider