EfB jagter ottendeplads mod den gule hær

06. Jun. 2015

Brøndby IF skal have overrakt det første sæt medaljer i fire sæsoner, og Esbjerg fB kan efter ugers usikkerhed om sin skæbne i bunden af Alka Superliga spille uden nerver i sæsonens sidste kamp, der foregår på Brøndby Stadion søndag eftermiddag. Sæsonens to hidtidige indbyrdes opgør er endt uafgjort.

Efter redningen mod FC Vestsjælland er der fortsat sportslige mål at gå efter, og dem agter cheftræner Niels Frederiksen at forfølge. OB tager med et forspring på tre point til EfB imod Randers FC, og SønderjyskE lige bagved skal til Herning for at møde FC Midtjylland.

- Vi har en niendeplads at forsvare og en ottendeplads at jagte, og det går vi efter. Det er første gang i seks uger, vi kan spille frit, og jeg glæder mig til at se, hvordan spillerne reagerer, når de ikke længere spiller under pres. Det kan blive et brag af en kamp i en fantastisk kulisse, som vi glæder os til at spille i, siger Niels Frederiksen.

Brøndby venter nær udsolgt og har erklæret Gult Stadion i sæsonens sidste hjemmekamp. Fodboldmæssigt betragter Niels Frederiksen de tidobbelte danske mestre som et af de bedst spillende mandskaber i Superligaen. Han håber, at kulissen og frigjortheden kan inspirere EfB-spillerne til at vise sig fra deres bedste side og efterlade et fordelagtigt sidste indtryk, som holdet kan bære med ind i den nye sæson.

- Vi har haft en god uge på træningsbanen, og jeg har kunnet mærke en lettelse hos spillerne over, at det ikke endte galt for os. Lettelsen gælder os alle, og det frigør nogle gange ekstra energi, som vi forhåbentlig kan omsætte på banen mod Brøndby, siger Niels Frederiksen.

U21-EM-udtagne Jonas Knudsen og Mikkel Vestergaard sidder begge over med forstrækninger og afløses af Jeppe Brinch og Mikkel Maigaard.

EfB-spillerne holder efter sæsonens sidste kamp tre ugers sommerferie og indleder forberedelserne til den nye sæson 29. juni.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod Brøndby IF søndag den 7. juni kl. 16.00 på Brøndby Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider