EfB kom til kort på heden

08. mar. 2015

Overtaget i boldbesiddelsen gav aldrig det ønskede afkast, da EfB ude tabte til Alka Superligaens tophold. Esbjergenserne fandt aldrig vejen gennem den midtjyske defensiv, mens hjemmeholdet effektivt udnyttede deres chancer og vandt 3-0.

Opgøret i Herning blev indledt med høj esbjergensisk boldbesiddelse. Trods det var det hjemmeholdet, der fik tilspillet sig en tidlig føring, da Morten Duncan Rasmussen efter blot ni minutters spil headede Jakob Poulsens frispark ind bag Martin Dubravka.

Kampens første halvdel bød ikke på en overflod af chancer. Alligevel fik Robin Söder en af de helt store, da Jonas Knudsen efter en lang stikning fra Daniel Stenderup fik lagt bolden ind til EfB-angriberen. Desværre fik Söder ikke ramt bolden ordentligt, så midtjyderne slap med skrækken.

Boldbesiddelsen sagde hele 37-63 i esbjergensisk favør, men trods det kneb det med at komme igennem den sorte midtjyske mur. Det lykkedes dog efter 20 minutters spil, da Söder lagde bolden ind til anfører Hans Henrik Andreasen, der presset valgte at spille bolden tilbage til Daniel Larsson, der frækt forsøgte at tippe bolden over den midtjyske keeper. Det lykkedes også, men afslutningen tog det øverste af overliggeren.

Med en lille halv times spil tilbagelagt blev Niels Frederiksen tvunget til at foretage kampens første udskiftning, da en skadet Michael Jakobsen blev erstattet af Kevin Mensah. Udskiftningen fik esbjergenserne til at gå tilbage til den sædvanlige 4-4-2-opstilling.

Midtjydernes bedste forsøg kom i forbindelse med dødbolde. Efter 34 minutter blev bolden i første omgang forsøgt clearet, men den kom hurtigt tilbage, hvilket gav Erik Sviatchenko en stor chance fra en spids vinkel, men Dubravka klarede forsøget.

Kort før pausen blev Morten Duncan Rasmussen sendt afsted med en bold i dybden, men FCM-angriberen blev presset, så afslutningen røg ud til målspark. Få sekunder efter svigtede Duncan ikke, da Jakob Poulsen serverede sin holdkammerat for endnu en bold i dybden. Michael Almebäck nåede ikke at afværge, så Duncan kunne via stolpen gøre det til 2-0, inden de to mandskaber gik til pause.

Otte minutter efter pausen var EfB tæt på at få en hjælpende hånd, da Jim Larsen endte med at rette en bold af, så den havde kurs mod fjerneste hjørne, men Johan Dahlin nåede at redde sin holdkammerat. Esbjergenserne forsøgte at få den vigtige reducering efter pausen. Det blev også til et langskudsforsøg fra Jonas Knudsen, der dog ikke kastede en scoring af sig. Knudsen fik en uheldig hovedrolle kort efter, da han nedlagde Jim Larsen i feltet. En scoring på det efterfølgende straffespark kunne lukke kampen, men Sylvester Igbouns afslutning var ikke indenfor målrammen, så esbjergenserne slap med skrækken.

Afgørelsen kom i stedet 10 minutter senere – og selvfølgelig i forbindelse med en dødbold. Efter et frispark fik esbjergenserne ikke clearet bolden ordentligt, så den havnede ude i venstre side af feltet hos Igboun. Dubravka gik ud for at skærme af, hvilket Igboun udnyttede til at sende bolden ind over EfB-keeperen. I det lille felt nåede Petter Andersson højest og via Michael Almebäck og overliggeren fik den svenske midtjyde sendt bolden i mål til slutresultatet.

Af Lars Johansen

nyheder_divider