EfB led bittert nederlag i København

05. okt. 2014

Esbjerg fB havde ikke tabt i Parken siden 2010, og efter første halvleg så det bestemt heller ikke ud til at blive tilfældet i dag. Her havde Martin Pusic bragt EfB i front, mens FC København blev holdt fra fadet i den anden ende. I anden halvleg fik københavnerne dog hurtigt bragt sig foran, og kampen endte 2-1 til FC København.

EfB spillede frisk til og havde tro på tingene, da de gik på banen i Telia Parken. Dette medførte flere fine muligheder for esbjergenserne, hvor Jakob Ankersen nær havde bragt EfB foran efter en fin aflevering fra Magnus Lekven. Forsøget på at lægge bolden i det lange hjørne blev dog for blødt, og målmanden reddede.

Anderledes skarp var esbjergensernes topscorer, Martin Pusic, da vestjyderne slog kontra, og Robin Söder prikkede bolden til Jonas Knudsen, som afsluttede mod mål. Bolden blev blokeret og havnede ved Martin Pusic, som tog bolden med sig og sparkede den i mål.

Ti minutter efter kom Robin Söder igennem i venstre side af banen og sendte bolden ind mod Ryan Johnson Laursen og Martin Pusic. Her var Pierre Bengtsson først på bolden og fik med hånden blokeret bolden til sin målmand Stephan Andersen. Dommerens fløjte forblev dog tavs, og stillingen 0-0 holdt frem til pausen.

Få minutter inde i anden halvleg stod Andreas Cornelius over for Jonas Knudsen ved baglinjen og lavede en tunnel på venstrebacken, hvorefter han blev nedlagt, og vestjyden fik en advarsel. Frisparket blev sparket ind mod Thomas Delaney, som headede bolden mod Claudemir, der headede bolden i mål og udlignede.

Få minutter efter kom Baskim Kadrii igennem i højre side og sendte bolden ind Andreas Cornelius, som skubbede Ryan Johnson Laursen væk med en arm i hovedet og sparkede bolden i mål til stillingen 2-1.

Få minutter efter fik vestjyderne muligheden for at udligne, da Robin Söder blev stukket i dybden i højre side af feltet og forsøgte at slå bolden ind over. Daniel Amartey fik med armen blokeret bolden til hjørnespark, men endnu en gang forblev dommerens fløjte tavs.

I kampens sidste muligheder fik Jons Knudsen sin anden advarsel i kampen, da han nedlagde Danny Amamkwaa efter en omstilling, og han måtte forlade banen før tid. Efterfølgende blev esbjergenserne holdt i skak, og kampen sluttede 2-1 til FC København.

- Vi er rigtig ærgerlige - specielt efter første halvleg. Når man spiller i Parken, så skal man ramme det høje niveau, og FCK skal ikke ramme det høje niveau. Vi havde vores muligheder men var ikke dygtige nok i dag, sagde Niels Frederiksen efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider