EfB sætter alt ind på sejr i bundopgøret

08. maj. 2015

Efter en serie på fem kampe uden sejr i Alka Superliga sætter Esbjerg fB alle ressourcer ind på at komme tilbage på vindersporet i lørdagens hjemmekamp mod Silkeborg IF.

- Vi betragter de sidste seks kampe i sæsonen som finaler, og uanset udfaldet vil kampen mod Silkeborg ikke blive afgørende. Men det er naturligvis en vigtig kamp, og vi vil gøre alt for at få tre point i den bundstrid, vi er en del af, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

Silkeborg er placeret på sidstepladsen uden reel udsigt til at klare sig fri af nedrykning, men har i forårssæsonen vist stigende formkurve under den nye cheftræner, Kim Poulsen.

- Det bliver ikke nemt. Silkeborg har vundet svære udekampe mod Randers FC og SønderjyskE, og vi har respekt for, hvad holdet har præsteret i dette forår. Kan vi vise samme energiniveau og gode omgang med bolden som i de seneste kampe – og blive skarpere til at score på chancerne – har vi gode muligheder for en sejr, siger Niels Frederiksen.

Meget tyder på fin tilskueropbakning til kampen, der samtidig er Regionens Dag med indmarch af flere hundrede U10-spillere fra mange af EfB’s samarbejdsklubber inden kampe. Opbakningen fra publikum bar EfB frem til en spillemæssigt opløftende præstation i den seneste hjemmekamp på Blue Water Arena, returkampen i semifinalerne i DBU Pokalen mod FC København for otte dage siden.

- Det giver 5-10 procent ekstra at mærke, at vi har publikum med os. Det skærper den intensitet, spillerne går til kampen med, og det øger troen på sejr, siger Niels Frederiksen. 

I forhold til ligakampen mod FC København er Magnus Lekven ude med karantæne. En anden central midtbanespiller, Hans Henrik Andreasen, er tilbage i truppen efter udstået straf.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod Silkeborg IF lørdag den 9. maj kl. 17.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider