EfB sendte FCM ud af pokalen

04. Dec. 2014

EfB er videre i pokalturneringen! Superligaens tophold fra FC Midtjylland blev sendt ud, da esbjergenserne hjemme på Blue Water Arena skød sig videre med en sejr på 3-0.

Det reservespækkede midtjyske mandskab fik tidligt sat et højt pres på esbjergenserne. Den tidligere EfB’er, hollandske Tim Janssen, fik tidligt chancen for at bringe gæsterne i front, da han via en aflevering i dybden kom igennem esbjergensernes forsvar. Janssen valgte dog at afslutte fra kanten af feltet, hvorved Jeppe Højbjerg efter blot tre minutter kunne hive sin første store redning frem på Blue Water Arena.

Midtjydernes vedholdte det hårde pres i de efterfølgende minutter, men på en omstilling fremtvang Jakob Ankersen en afgørende situation. Frækt lobbede Ankersen bolden over den fremstormende FCM-keeper, Lasse Heinze, hvorefter han fortsatte sit løb hen mod bolden, der lå tæt på mål. Her blev han løbet ned af midtjydernes Francis Dickoh, der modtog det rødekort, samtidig med at dommeren pegede på straffesparkspletten. Her gjorde Ankersen arbejdet færdigt og bragte EfB i front.

Scoringen knækkede ikke midtjyderne, der nu med en mand i undertal i perioder stadig fik sat esbjergenserne under pres. De store chancer løb dog tit ud i sandet for gæsterne, der i stedet endte med at løbe en masse, uden at få valuta for indsatsen.

Både Jeppe Andersen og Jonas Knudsen forsøgte sig sidenhen fra distancen, men der skulle en midtjysk fod med i spillet, før kampens anden esbjergensiske scoring var en realitet. Martin Pusic satte fart på en omstilling og drønede afsted på venstre kant. Hans indlæg havde retning mod Robin Söder, der var på plads foran målet, men det blev ikke Söder, der fik prikket bolden i mål, da Tim Sprav kom EfB-angriberen i forkøbet, så det endte i stedet med et midtjysk selvmål.

Kort før pausen fik Jeppe Andersen skabt en stor mulighed, da han med et veltimet dybdeløb kom afsted. Fra baglinjen forsøgte han at finde en fremstormende Martin Pusic, der lige akkurat ikke nåede frem til Andersens indlæg.

Esbjergenserne havde blot fem minutter efter pausen muligheden for at lukke kampen. Martin Pusic fik en større direktør, da han med få meter til stregen blot skulle sende tilbagelægningen fra Ankersen i mål, men skarpheden svigtede for en sjælden gang EfB-topscoreren. Minuttet efter tilfaldt en lige så stor mulighed Jakob Ankersen, da esbjergenserne kom afsted i en tre-mod-et. Ankersen blev dog lige akkurat tacklet i skudsituationen, så bolden gik lige forbi målet.

Undertalssituationen fik dog ikke de midtjyske ulve til at stoppe med at vise tænder. Gæsterne fik flere gange sat sig på spillet, men den manglende mand blev tit at se, når de afgørende situationer skulle skabes.

Afgørelsen kom efter 75 minutter, da indskiftede Mikkel Vestergaard modtog bolden på kanten af feltet. Uklogt blev Vestergaard ikke presset, så Vestergaard tog et par hurtige træk ind i banen, inden han svingede venstrebenet og slog sejren fast.

Som kampen nærmede sig slutfløjtet jagtede esbjergenserne 4-0 målet. Mikkel Vestergaard fik også chancen, da Jakob Ankersen prikkede bolden tilbage til sin holdkammerart, men afslutningen blev sendt over mål. Få minutter efter var det indskiftede Casper Nielsens tur til at få en stor mulighed, da bolden blev lagt tilbage til ham, men Heinze var på plads for midtjyderne. Men 3-0 kunne også gøre det, så EfB er videre i pokalturneringen.

Af Lars Johansen

nyheder_divider