EfB skuffede i Vestsjælland

20. okt. 2013

Efter to ugers landskampspause var forventningerne store for at se nogle friske esbjergensere gentage successen fra sidste opgør mod FC Vestsjælland, hvor EfB vandt 3-1. Dette lykkedes ikke, og de blåhvidstribede måtte tage fra Slagelse med et 2-1-nederlag.

Esbjergenserne fik den værst tænkelige start på kampen, da et indlæg fra venstre side havnede for fødderne af Morten Bertolt. Han tog bolden til sig og sparkede flot bolden i mål fra næsten 30 meter.

EfB’erne begyndte ikke kampen godt, og der var mange boldtab og fejlafleveringer i kampens første halvleg. Samtidigt havde sjællænderne flere muligheder for at udbygge føringen, som Frederik Rønnow dog fik forhindret ved adskillige gode indgreb.

Langsomt arbejdede esbjergenserne sig ind i kampen og ved et hjørnespark efter en lille halv time havde vestjyderne nær udlignet. Jakob Ankersen slog bolden indover, hvorefter den havnede for fødderne af Peter Ankersen, som fra kanten af feltet måtte se sit skud afvist af stolpen.

Fra anden halvlegs start viste EfB’erne mere gejst og vilje, og der var ikke spillet mange minutter før dette resulterede i en stor chance, da bolden efter lidt klumpspil i feltet havnede for fødderne af Jakob Ankersen, som afsluttede på stolpen.

Den gode periode endte dog brat, da Dennis Sørensen for femte gang i årets Superliga scorede på hovedet. Ove Pedersen har fået FC Vestsjælland til at mestre standardsituationerne og efter et hjørnespark i venstresiden, headede Dennis Sørensen bolden i mål.

Ti minutter efter skabte Jakob Ankersen igen tro på tingene, da Hans Henrik Andreasen forlængede bolden frem til ham, hvorefter han løb forbi den fremadstormende målmand og scorede til 2-1.

Scoringen gav lyst til mere for esbjergenserne, men spillerne kom aldrig tættere på den afgørende scoring. Ydermere måtte vestjyderne spille kampen færdig med ti mand, da Hans Henrik Andreasen i kampens overtid blev udvist for at nedlægge Dennis Sørensen på vej mod mål.

- Jeg synes at vi spiller en forfærdelig første halvleg, hvor jeg ikke synes, at vi har den rette indstilling. Det bliver dog bedre i anden halvleg, som vi også spiller uafgjort, sagde Niels Frederiksen efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider