EfB slog Lange og co.

24. mar. 2014

EfB fortsætter det gode forår. Med 3-0 sejren i Århus øger esbjergenserne afstanden til nedrykningsstregen i den tætte Superliga til seks point, mens Brøndby på fjerdepladsen nu blot er et enkelt point foran. 

Der var ikke meget at smile over for hjemmeholdet fra smilets by. Opgøret fik hurtigt et esbjergensisk overtag, der kastede et par dødboldssituationer af sig til de blåstribede gæster. Trods spilovertaget havde EfB svært ved at komme frem til de afgørende chancer, da et meget kompakt AGF-mandskab gjorde pladsen i feltet trang.

Alligevel lykkedes det for Hans Henrik Andreasen at finde vejen til netmaskerne. Magnus Lekven lagde et indlæg ind i feltet, der via Martin Pusic’ skinneben blev serveret for fødderne af EfB-anføren, der smækkede en helflugter ind ved fjerneste stolpe.

Scoringen tvang hjemmeholdet længere frem på banen, hvilket gav mulighed for et par gode esbjergensiske omstillinger. Det var også en omstilling der mod slutningen af halvlegen lagde fundamentet til Mushaga Bakengas scoring. Den lille nordmand kom af sted på en omstilling, hvor Petri Pasanen nåede ned og blokerede i skudøjeblikket, så bolden gik ud til esbjergensisk hjørnespark. Her lagde Jonas Knudsen bolden ind i det lille rum, hvor målmand Emil Ousager forsøgte at bokse bolden væk. Clearingsforsøget var ikke videre vellykket, da Ousager ramlede ind i Jesper Lange, så bolden endte med at blive snittet videre til Bakenga, der ikke var sen om at prikke bolden i mål til esbjergensisk pauseføring.

Pusic scoring virkede som en mavepuster til hjemmeholdet, der efterfølgende virkede opgivende. Med en solid føring, både på måltavlen og i spilovertaget, var esbjergenserne i hopla. Mulighederne for flere scoringer til gæsterne var til stede, men Ousager i AGF-målet diskede op med et par gode aktioner, der forhindrede Pusic og co. i at gøre det til 4-0 og 5-0 i de efterfølgende minutter.

Som anden halvleg skred frem fangede esbjergenserne hjemmeholdet i nogle giftige omstillinger, der i flere omgange gav overtalssituationer. Pusic og indskiftede Mick van Buren var i flere omgange tæt på, men hjemmeholdet slap med skrækken.

Mens chancerne til EfB kom på omstillinger i løbet af anden halvleg, lukkede defensiven solidt af for hjemmeholdets forsøg. I tillægstiden havde AGF’s Mate Vatsadze en gylden mulighed for at reducere, men med få meter fra målstregen fik angriberen sendt bolden over mål, så Dúbravka og holdkammeraterne kunne gå fra banen med en flot 3-0 sejr.

Af Lars Johansen 

nyheder_divider