EfB tabte slaget om Syddanmark

06. okt. 2013

Gæsterne fra OB løb med sejren i slaget om Syddanmark. To sene scoringer afgjorde opgøret, så esbjergenserne måtte gå fra banen med et 1-3 nederlag.

EfB fik en dårlig start på det blåstribede slag om Syddanmark. Som i torsdagens Europa League-opgør indkasserede esbjergenserne en scoring i kampens indledende minutter. I det tredje spilminut vandt OB’s Emil Larsen en løbeduel med Peter Ankersen, hvorefter OB’eren i sikker stil bankede bolden ind i nettaget, uden Frederik Rønnow kunne forhindre scoringen.

I de efterfølgende minutter fik EfB lagt et godt pres på gæsterne, hvor det også blev til et par gode chancer. Udligningen kom ti minutter efter Emil Larsens scoring, da Peter Ankersen, efter godt sammenspil med brormand Jakob, fandt en fremstormende Mushaga Bakenga, der bare skulle sætte foden på for at sende bolden i mål til 1-1.

Scoringen gav hjemmeholdet et overtag. Et godt pres og hurtige omstillinger fik skabt en række gode chancer, men målene udeblev. Overtaget tippede mod pausen over til de fynske gæsters fordel. Kort før pausen måtte Kian Hansen ofre sig og afværge et skud, der ellers kunne have givet OB en pauseføring.

Anden halvleg var få minutter gammel, da størstedelen af tilskuerne på Blue Water Arena fik et kæmpe chok. Anfører Hans Henrik Andreasen lå på banen og tog sig til højre arm, men heldigvis kom midtbanestyrmanden på benene igen.

EfB genfandt aldrig den kontrol, som havde kendetegnet perioder af første halvleg. Pasningsspillet blev tit afbrudt af gæsterne, der som kampen skred frem fik presset mere og mere på. Små tyve minutter før tid var det tæt på, at gæsterne tildelte EfB en mavepuster, da indskiftede Mustafa Abdellaoue fik sendt bolden i mål, men linjedommeren have vinket for offside, så esbjergenserne slap med skrækken.

Det blev ikke ved skrækken ti minutter senere, da Daniel Høegh bragte gæsterne foran. Et indlæg fra højre side endte ved OB’s Krisztian Vadocz, der med en hård pasning ramte Daniel Høegn foran mål, så OB-anføreren kunne bringe gæsterne i front.

Luften gik helt ud af EfB-ballonen fire minutter senere. Mustafa Abdellaoue og Martin Spelmann fangede EfB-spillerne i en omstilling og stormede afsted mod Frederik Rønnows mål. På kanten af feltet fandt Abdellaoue en fri Spelmann, sendte bolden i mål via stolpen.

I tillægstiden forsøgte EfB at presse på i jagten på en reducering, men hverken Martin Bergvold eller Jakob Ankersen kunne finde vejen til netmaskerne, så de fynske gæster vandt slaget om Syddanmark.

Af Lars Johansen

nyheder_divider