EfB tabte til de stærke løver

26. Jul. 2015

Gæsterne fra København løb med de tre point i sæsonens første kamp på Blue Water Arena på trods af en sen scoring af indskiftede Mikkel Vestergaard.

Nicki Bille forsøgte frækt at blokere udsparket fra Stephan Andersen med hovedet i kampens første minutter. Det blev dog ved skrækken for gæsterne.

Opgøret igennem havde esbjergenserne boldbesiddelsen i deres favør, men det var alligevel gæsterne, der kom frem til de bedste forsøg. Benjamin Verbic var tæt på at give gæsterne en tidlig føring, da han efter et lille kvarters spil formåede at holde Ryan Johnson Laursen stangen, så han kunne trække ind i feltet og afslutte mod fjerneste stolpe, som afslutningen ramte. Heldigvis var Michael Jakobsen ikke sen til at cleare returbolden.

En endnu støre chance tilfaldt kort tid derefter i to omgange Mick van Buren og Emil Lyng. Nicki Bille tippede på kanten af feltet hurtigt bolden videre til Mick van Buren, der kom igennem københavnernes forsvar, så han var selv med Stephan Andersen. Den duel vandt Andersen, da han formåede at hive en vigtig håndparade frem. Van Buren fik dog returbolden, så han fra baglinjen kunne ligge bolden til rette for en fremstormende Emil Lyng. Den store chance blev på det skammeligste misbrugt, idet Lyng til sin store ærgrelse sendte bolden over målet.

Kampens tredje store chance skulle vise sig at være gevinstgivende. Desværre for størstedelen af de 9.255 tilskuere på Blue Water Arena tilfaldt den københavnerne. En omstillingsbold blev sendt ned mod esbjergensernes venstre side, hvor Michael Jakobsen og Nicolai Jørgensen gik til vejrs i en duel om bolden. Den vandt Jørgensen, så han efterfølgende kunne stryge afsted mod esbjergensernes felt. Inde i feltet fandt Marvin Pourie en god åbning mellem Ryan Johnson Laursen og Michael Almebäck, hvor han via stolpen kunne sende gæsterne i front.

Esbjergenserne fortsatte halvlegen med et solidt overtag i boldbesiddelsen, men chancerne udeblev, så ondt blev værre fire minutter før pausen, da Nicolai Jørgensen gjorde det til 0-2. Fra venstre side trak han ind i feltet og trykkede hurtigt af mod nærmeste stolpe. Afslutningen snød Martin Dubravka, der kun halvklarede bolden, så den ufortrødent gik i mål.

Mulighederne kom der længere mellem i anden halvleg, der så et superligacomeback til gæsternes William Kvist. Nicki Bille var efter 55 minutter tæt på, da Jonas Knudsens flade indlæg var tæt på at give EfB-angriberen en gylden mulighed, men FCK-keeperen forhindrede det.

Lasse Rise og Mikkel Vestergaard kom på banen med henholdsvis 20 og 11 minutter tilbage af opgøret. Rise forsøgte sig efter tre minutter med en afslutning ude fra, men Andersen var på plads. Vestergaard skulle bruge endnu kortere tid på banen, før han kom frem til en god mulighed. Bolden blev stjålet foran næsen på Mathias Zanka Jørgensen, hvorefter Vestergaard satte kursen mod gæsternes mål. Afslutningen blev dog for skarp, så forsøget mod fjerneste stolpe gik forbi målet.

Vestergaard var dog mere skarp, anden gang chancen bød sig. Efter blot fem minutter på banen reducerede EfB-angriberen, da han kom højest med hovedet på Ryan Johnson Laursens indlæg. Den sene reducering gav et håb om esbjergensisk udligning, men slutpresset der kunne have skabt den målgivende chance udeblev, så esbjergenserne måtte gå tomhændet fra banen efter sæsonens første opgør på Blue Water Arena.

Af Lars Johansen

nyheder_divider