EfB tabte til løverne

15. mar. 2015

Niels Frederiksen måtte se til fra tribunen i 60 minutter, efter temperamentet fik vanddunkene til at flyve, da EfB tabte til de københavnske løver med 1-0.

Generalprøven på pokalsemifinalen kastede en redning af Martin Dubravka af sig som første højdepunkt, da EfB-keeperen var på plads, da Nicolai Jørgensen vendte rundt på kanten af feltet og trykkede af. Kort tid efter var det hjemmeholdet, der kom frem til et forsøg, da Jonas Knudsen trykkede af ude fra, da Magnus Lekven lagde bolden tilbage til sin holdkammerart. Afslutningen var dog ikke indenfor rammen, så det blev ved forsøget.

EfB havde i kampens indledning en god periode, men oftest blev det til afslutninger ude fra, som da Lasse Rise trykkede af efter 13 minutters spil. Chancerne faldt efterfølgende med lange mellemrum. FC København øgede midtvejs i første halvleg presset på esbjergenserne markant. Presset gav efter en 10 minutters gevinst for gæsterne, da Andreas Cornelius i fart satte hovedet på Ludwig Augustinssons indlæg fra venstre side og headede det ind bag Martin Dubravka, der ellers havde hænderne på afslutningen.

Irritationen over esbjergensernes situation kom sidenhen til udtryk hos EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen, der lod det gå ud over vanddunkene. Det fik efterfølgende kampens dommer til at sige tak for i dag til EfB-træneren, der så Niels Frederiksen måtte se til fra tribunen, da Yoyssef Toutouh sendte et frispark lige forbi EfB-målet.

Efter pausen kom esbjergenserne ud med en god energi og fik presset gæsterne. I modsætning til i første halvleg kom hjemmeholdet også frem til bedre afslutningsmuligheder i feltet. Der var dog for mange kokke om suppegryden, da Ryan Johnson Laursen efter samspil med Jeppe Andersen lagde bolden tilbage i feltet. Her endte Hans Henrik Andreasen og Lasse Rise med at komme i vejen for hinanden, så i stedet for en god afslutningsmulighed endte situationen med at løbe ud i sandet for de blåstribede.

Jagten på den udlignende scoring led sidenhen et knæk, da Jonas Knudsen måtte udgå med en skulderskade efter et sammenstød med FCK-målscoreren. Knudsen måtte hjælpes fra banen og erstattes af Michael Almebäck. Mod slutningen af kampen led esbjergenserne endnu et tab, da Jeppe Andersen også måtte hjælpes fra banen. På det tidspunkt havde EfB brugt alle tre udskiftninger, så de sidste minutter af opgøret blev fuldført med 10 mand på banen.

Trods overtag i spillet havde esbjergenserne svært ved at lukke københavnernes defensiv op. Selvom der kom et par offensive indskiftninger, så formåede hjemmeholdet ikke at finde vejen til netmaskerne bag Stephan Andersen i FCK-målet, så de københavnske løver fik de tre point med hjem til hovedstaden.

Af Lars Johansen

nyheder_divider