EfB til Parken med to mulige debutanter

13. sep. 2013

Selv om Esbjerg fB’s nye norske spiller, Mohammed Fellah, sidder over med en mindre forstrækning i hoftepartiet, er truppen til mødet med de danske mestre fra FC København præget af sommerens tilgange af nye spillere.

Den tidligere Lyngby-back, Ryan Johnson Laursen, og angriberen Mushaga Bakenga, der er lejet i belgiske Cercle Brugge og fortsatte målstimen på det norske U21-landshold i denne uge, er mulige debutanter i en trup, der har anfører Hans Henrik Andreasen tilbage.

- Ryan har trænet med i 14 dage nu og spillede en meget fin reserveholdskamp mod OB. Han er klar til at gå ind og præstere, hvis der bliver brug for ham. Mushaga har kun nået at træne med et par gange, efter han kom tilbage fra en stærk præstation på Norges U21-landshold, og han er med sine hurtige dybdeløb en god variant i vores offensive spil, siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen.

EfB møder FC København på et tidspunkt, da modstanderne har sikret sig sæsonens første sejr med 4-1 i Viborg, og han ser et hold i fremgang efter en historisk dårlig sæsonstart og en bundplacering.

- FC København har i de seneste to kampe spillet med større energi og tro på tingene end i de forudgående kampe. Det bliver en svær, men ikke uløselig opgave at spille i Parken, hvor EfB har gode minder fra en sejr i den seneste kamp mod FCK og sejren i pokalfinalen. Vi kan altså godt finde ud af at vinde fodboldkampe i Parken, siger Niels Frederiksen.

EfB har haft fem spillere på landsholdsopgaver med Norge og Danmark, og med den begrænsning er de seneste 12 dage brugt på at hvile ud oven på det hektiske program med superliga og Europa League, få bygget fysisk på og at få integreret truppens nye spillere socialt og taktisk.

- Spillerne er friske - vi er klar, siger Niels Frederiksen.

Foruden Mohammed Fellah er udlejede Mikkel Agger og Jerry Lucena ude af 19-mandstruppen, der reduceres med yderligere en spiller på kampdagen.

EfB spiller kampen i Superligaen mod FC København lørdag den 14. september kl. 17.00 i Parken.

Af Frede Madsen

nyheder_divider