EfB vil spolere festugestemning i Aarhus

27. aug. 2015

Esbjerg fB har ikke tabt en superligakamp i Aarhus i over seks år, og hvis AGF forvalter sit bidrag til stemningen ved Aarhus Festuge lige så dårligt som EfB under pendanten i Esbjerg, bliver det en ny festlig aften på Ceres Park. AGF håber på grund af festugen på rekordkulisse med flere end de 13.437 tilskuere, der overværede premieren mod Brøndby IF.

EfB-cheftræner Michael Pedersens tilgang til sin tredje kamp i førersædet er ikke præget af gamle statistikker, men af respekt for et AGF-hold, der stiller op med selvtillid efter mange sejre før sit comeback i Alka Superliga og en fin start med ni point og blot et nederlag i den nye sæson.

- AGF er spillemæssigt et godt fungerende hold med mange rutinerede spillere, der er rolige i deres boldomgang. Holdet angriber med mange spillere og skaber mange chancer, men giver også en del chancer væk. Vi skal spille med og formå at straffe AGF på de rigtige tidspunkter, siger Michael Pedersen.

Hjemmeholdet har i de seneste fire spillerunder været part i kampe med ikke under fire mål, senest 2-2 i Telia Parken mod FC København. Efter stabiliseringen har EfB fire point i de to seneste kampe og har opbygget en god spillemæssig og mental ballast at tage med i bussen til Aarhus.

- Når jeg ser vores kamp mod FC Midtjylland igen, er det kendetegnende, at vi i store dele af kampen er i kontrol. Vi mødte et stærkt og sat hold, og da vi blev sat under pres i de første 10 minutter af anden halvleg, formåede vi atter at spille os ind i kampen og have bolden væsentligt mere end modstanderne. Der er mange måder at være i kontrol på, vi var det ved at være i stand til at fastholde bolden, og det giver selvtillid. Jeg kan se, at holdet vokser. Vi kom bagud på et træls mål mod Midtjylland, men arbejdede os i fællesskab tilbage, og der blev løbet mange meter for holdet, siger Michael Pedersen.

Ryan Johnson Laursen var på vej mod et comeback efter sin muskelskade, men er i penicillinbehandling på grund af sygdom og må vente til efter landskamppausen. Også Lasse Rise er ude af truppen på grund af den lægskade, der tvang ham ud af kampen mod FC Midtjylland, og Marco Lund har en skulderskade. 20-årige Jeppe Brinch, 18-årige Mathias Kristensen og 17-årige Mark Brink er nye i en 19-mandstrup.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod AGF fredag den 28. august kl. 18.00 på Ceres Park.

Af Frede Madsen

nyheder_divider