EfB’s fremgang i Horsens skal med til Randers

27. Apr. 2017

Esbjerg fB byggede spillemæssigt på frem mod de vigtige playoff-kampe i Alka Superliga, da holdet besejrede AC Horsens med 3-1. Den opadgående kurve skal videreføres i endnu en udekamp, mødet med Randers FC fredag aften.

- Vi synes, vi har været i fremgang i nogen tid, uden at det nødvendigvis har afspejlet sig i resultaterne. Mod Horsens var vi spilstyrende og dominerende, og vi formåede frem for alt at blive farlige. På den baggrund er vi fortrøstningsfulde og optimistiske omkring vores situation frem mod de afgørende kampe om at undgå nedrykning, siger EfB’s cheftræner, Lars Lungi Sørensen.

Han vurderer det som et ekstra plus, at EfB med en gennemsnitsalder på under 23 år fysisk matchede Horsens. Mod Randers stiller EfB med et endnu yngre hold. Østjyderne har vundet de to seneste hjemmekampe, og 4-0-sejren over OB sikrede definitivt holdet mod nedrykning.

- Det virker til, at Randers har fået hul scoringsmæssigt, og vi forventer at møde en kompetent modstander, der lå i top seks indtil sidste spillerunde i grundspillet. Ligesom mod Horsens skal vi spille i et godt tempo og med løb for boldholder, så modstanderne skal forhold sig til flere spillere, når vi spiller frem ad banen, siger Lars Lungi Sørensen.

Anfører Victor Pálsson sidder ude med en mindre skade i den ene knæhase, Awer Mabil er tilbage efter karantæne, og georgiske Lasha Parunashvili er med i en 19-mandstrup efter en fin indsats for reserverne i sejren over OB. Derudover afløser Brent McGrath Budu Zivzivadze.

EfB - Randers FC, fredag den 28. april kl. 20.15 på BioNutria Park.

Af Frede Madsen

nyheder_divider