En sejr i Aalborg vil fjerne alle spekulationer

25. maj. 2015

Efter søndagens uafgjorte resultat i Haderslev er SønderjyskE sikret en ny sæson i Alka Superliga, og nedrykningen er reduceret til et anliggende mellem Esbjerg fB og FC Vestsjælland, som mødes søndag den 31. maj på Blue Water Arena. EfB ønsker dog at afgøre sagen forinden.

- Vi kan klare det hele med tre point i Aalborg tirsdag aften, og det går vi efter. Vi ved, at det bliver svært mod AaB, der ikke mindst på hjemmebane er et stærkt hold med mange dygtige fodboldspillere, der er gode til at skabe. Vi skal rejse os efter nederlaget til SønderjyskE. Alle var enige om, at det i perioder af kampen var en skidt indsats, og at vi skal præstere på et højere niveau, være dygtigere til at afslutte og forsvare bedre mod AaB, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

EfB er fire point foran FC Vestsjælland og kan uanset resultatet tirsdag aften i Aalborg sikre sig med uafgjort i det indbyrdes opgør. En direkte duel om at undgå nedrykning er dog uforudsigelig, og derfor vil det være at foretrække, at det forinden er afklaret, hvilket mandskab der skal følge Silkeborg IF ned i NordicBet Ligaen. EfB har ikke tabt ude mod AaB siden november 2008, men har et nederlag på 3-1 på hjemmebane i begyndelsen af marts at revanchere sig for. I den kamp førte EfB 1-0 ved pausen.

Magnus Lekven er tilbage i EfB’s trup efter sin forstrækning, og unge Jeppe Brinch er med i truppen i stedet for Ryan Johnson Laursen, der har karantæne. Jerry Lucena glider ligeledes ud af truppen.

- Magnus Lekven er en vigtig spiller for os, både for vores balance på holdet og for sin evne til at tage temperaturen på en kamp, siger Niels Frederiksen.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod AaB tirsdag den 26. maj kl. 19.00 på Nordjyske Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider