Endelig en udebanesejr for EfB

01. Dec. 2016

I et tæt opgør på Fyn var det hjemmeholdet, der var mest på bolden, men Jonas Jensen holdt esbjergenserne inde i kampen med en række flotte redninger. I den anden ende af banen tilkæmpede Robin Söder sig et straffespark, som Jesper Jørgensen udnyttede og sikrede EfB sæsonens første sejr på udebane.

Betydningen var til at føle på for de to bundhold, da OB med en sejr kunne kigge op i tabellen, mens EfB med en sejr ville overhale Viborg FF og OB i ligaen. Hjemmeholdet var mest på bolden, men gæsterne truede først modstandernes mål, da først Andreas Nordvik headede mod mål, men målmand, Sten Grytebust, reddede hovedstødet.

OB’erne havde en god medvind i ryggen i den første halvleg, og det forstod de at udnytte i de første 45 minutter. Først sendte Rasmus Jönsson bolden indover til Mathias Greve, der headede mod mål, men Jonas Jensen fik flot hånden på bolden og reddede hovedstødet. Få øjeblikke efter lykkedes det for Rasmus Festersen at holde Marco Lund bag sig inden han fra feltkanten afsluttede mod mål. Til stor glade blandt esbjergenserne blev bolden dog afvist af overliggeren.

Fem minutter efter kom Joao Pereira igennem på venstrekanten og slog den indover til Mathias Greve, der afsluttede men Jonas Jensen reddede skuddet. Returbolden havnede ved Rasmus Festersen, der afsluttede, men Jonas Jensen reddede igen afslutningen. Ved det efterfølgende spilstop måtte Casper Nielsen gå fra banen med lyskeproblemer, og han blev erstattes af Bjørn Paulsen.

I anden halvleg havde esbjergenserne vinden i ryggen, og det blev hurtigt udnyttet, da Jeppe Tverskov efter et indkast hev Robin Söder ned i feltet, og dommeren dømte straffespark. På det efterfølgende straffespark sparkede Jesper Jørgensen sikkert bolden i mål til 1-0.

Efter scoringen fastholdt hjemmeholdet presset, og ved et hjørnespark endte bolden ved Rasmus Jönsson, men Jonas Jensen reddede afslutningen. Kort tid efter fik Jeppe Tverskov bolden under kontrol i feltet og flugtede bolden over mål.

Mens odenseanerne fastholdt presset, kunne esbjergenserne leve godt at omstillingerne i den anden ende, og det havde nær kastet et mål af sig, da Awer Mabil spillede Robin Söder, der sendte den retur til australieren, som afsluttede med venstrebenet, men målmanden reddede skuddet, og kampen endte 1-0 til EfB, som dermed rykkede op på 12. pladsen i Alka Superliga.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider