Esbjerg fB hæver overliggeren

08. mar. 2014

Stemningen var let og præget af overskud i Esbjerg fB’s spillertrup under lørdagens træning på Esbjerg Atletikstadion forud for forårssæsonen første udekamp, mødet med oprykkerne Viborg FF i den tidlige søndagskamp.

Sejre over de to mere meriterede modstandere, FC Nordsjælland og OB, kunne forlede nogen til tro, at Viborg er en lettere opgave. Den forestilling vil cheftræner Niels Frederiksen gerne forebygge ved at sætte en ny ambition.

- Selv om seks spillere har været på landsholdsopgaver, har vi haft en fin uge og trænet godt. Vi glæder os til at revanchere os for det seneste nederlag til Viborg og agter at spille forårets bedste kamp i morgen, siger Niels Frederiksen.

Tre dage efter den uforglemmelige 4-3-triumf over Saint-Etienne i august drog EfB til Viborg og præsterede en slatten indsats med et 1-3-nederlag til følge. Præstationen søndag skal være på et helt andet niveau for at opleve den uvante følelse af at have vundet tre sejre i træk.

- Vores aggressivitet, pres og genpres skal sidde lige i skabet, og vores boldomgang i forhold til at spille hurtigt skal være bedre. Jeg fornemmer tydeligt en større friskhed og en bevidsthed om, at det er afgørende kampe, vi spiller i dette forår. Der er en tro på, at hvis vi får samlet mange point i begyndelsen af foråret, kan vi begynde at kigge mod noget andet end bunden. Men der er vi slet ikke endnu, siger Niels Frederiksen.

Selv om Jens Berthel Askou, Mohammed Fellah og Jesper Rasmussen er ude med skader, er konkurrencen om pladserne i truppen øget. Niels Frederiksen må si spillere fra, som efter hans vurdering kunne fortjene at spille, både til de forreste positioner, den centrale midtbane og i midterforsvaret, hvor Kian Hansen er tilbage efter sygdom. Til gengæld må EfB undvære den karantæneramte landsholdsback, Peter Ankersen.

- Selvfølgelig har det betydning at undvære Peter, men vi skal alligevel til at vænne os til tanken. Kampen er en god mulighed for Ryan Johnson Laursen til at vise sig frem, formentlig mod en af Superligaens hurtigste spillere, David Boysen, som han kender fra deres fælles tid i Lyngby, siger Niels Frederiksen.

Han har i det hele taget stor respekt for Viborg FF’s offensiv med superligatopscorer Thomas Dalgaard i spidsen. Han scorede to mål, da EfB senest var i Viborg. Hjemmeholdet har ikke vundet siden 25. oktober og er efter blot et point i de to kampe mod Randers FC og FC Nordsjælland under pres i bunden under ledelse af den nye cheftræner, Auri Skarbalius, der har afløst en knæskadet Ove Christensen.

Superliga-kampen mod Viborg FF spilles søndag den 9. marts kl. 14.00 på Energi Viborg Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider